Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sig mig lille Karen


Sig mig lille Karen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

PÅ ET topmøde i 1999 - det var dengang, statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen - opnåede Tyrkiet status som kandidatland til EU.

Tre år efter, ved EU-topmødet i december i København - hvor Anders Fogh Rasmussen som bekendt sad i formandsstolen - var man enige om næste skridt i den fastlagte køreplan: at EU-kommissionen i oktober i år fremlægger en såkaldt fremskridtsrapport om, hvor langt Tyrkiet er nået i retning af at opfylde en række skrappe krav til alle ansøgerlande. Demokrati, menneskerettigheder og økonomi. Herefter vil EU's stats- og regeringschefer tage stilling til, om de vil indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Forhandlinger, som ingen ved, hvordan vil ende - eller hvornår.

ER DER så mere at snakke om?

Det synes Karen Jespersen. Hun agter at trodse sit parti og stemme for et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som går imod, at Tyrkiet overhovedet får en startdato. En sælsom politisk alliance, som endnu engang viser, hvor meget den tidligere socialdemokratiske socialminister har nærmet sig Dansk Folkepartis syn på flygtninge og indvandrere.

Sammen med sin mand, Ralf Pittelkow, der en tid var Nyrup Rasmussens nærmeste medarbejder, men nu som kommentator i Jyllands-Posten er blevet Fogh Rasmussens væbner, ser hun sig selv som forsvarer for det, parret kalder "sammenhængskraften i det danske folk". Den mener de er truet af islam. Derfor er det altafgørende, at indvandringen stopper, og derfor skal Tyrkiet holdes ude.

Det er - som når Pia Kjærsgaard udtaler sig - klar tale. Så der er ikke engang grund til at spørge som i den gamle sang: Sig mig lille Karen, hvad mente du da...?

MEN HELT bortset fra, om den panikagtige frygt er begrundet eller ej, er det uanstændigt at argumentere som Kjærsgaard og Jespersen. For tilsagnene til Tyrkiet er i forening givet af 15 europæiske lande, der alle har som erklæret formål at kæmpe for demokrati. Hvad er der så galt i at optage Tyrkiet i Europarådet, kæmpe side om side med landet i NATO - hvad man jo har gjort - og stille det i udsigt, at hvis det ellers opfylder en række krav, vil man begynde at forhandle om det medlemskab, Tyrkiet så stærkt eftertragter?

DESVÆRRE er selv en seriøs politiker som Poul Nyrup Rasmussen blevet så bekymret - men det er måske mest på grund af EU-valget? - at også han er begyndt at ryste på hånden. Landet er endnu ikke parat til medlemskab, siger han.

Nej, det har han selv været med til at bestemme, at det skal først Kommissionen - og derefter, formentlig mange år frem i tiden, det samlede EU tage stilling til.

ALLE ER enige om, at tyrkerne allerede har gjort store demokratiske fremskridt.

Hvis vi slår dem over fingrene, bliver vi ikke blot utroværdige. Vi opfører os også dumt og kortsigtet.

Sig mig lille Karen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.