I den alt for langvarige israelsk-palæstinensiske konflikt har den arabiske verden konstant været passiv, når den da ikke lige forsøgte at knuse Israel militært. Gennem årene har palæstinenserne fået verbal støtte, men konkrete fredsinitiativer har det skortet på.

Nu gentages det fra officielt saudi-arabisk hold, hvad kronprins Abdullah allerede sagde for et par år siden: Saudi-Arabien er rede til at normalisere forbindelserne med Israel, hvis der sluttes fred med palæstinenserne. Det bliver endda betonet, at den israelske overtagelse af arabiske dele af Jerusalem ikke længer er nogen hindring.

HVIS kronprins Abdullah på næste måneds møde i Beirut opfordrer den 22 lande store Arabiske Liga til at slutte op om hans forslag, vil der være skabt en ny situation, som ikke mindst USA må forholde sig til.

Spørgsmålet er blot, om det altsammen nytter noget, så længe Ariel Sharon er Israels leder?

DET ER ikke mange dage siden, Sharon i en længe ventet tale demonstrerede, at hans eneste bud på en løsning af konflikten med palæstinenserne er mere magtanvendelse.

Hans mantra er, at der ikke bliver forhandlinger, før al palæstinensisk voldsanvendelse er ophørt. Men samtidig med, at palæstinenserlederen Yasser Arafat beskyldes for ikke at gribe ind mod terrorismen, svækker israelerne Arafat ved en krigslignende fremfærd mod selvstyreområderne.

Terrorvirksomhed går kun terrorister ind for. Men terrorisme er symptomet, ikke selve sygdommen. Hvis Israel ikke vil medvirke til at fjerne årsagerne til terrorismen, fortsætter den. Og Israel ved udmærket, hvad der skal til. Det er blot at trække de kun et år gamle Taba-aftaler op af skuffen.

I EN kronik i går i Kristeligt Dagblad skrev Israels ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, at "meget stærke kræfter i Israel står på spring for at skabe fred" - hvis altså terroren helt ophører.

Dermed er han i overensstemmelse med sin regerings retorik, akkurat ligesom sin partifælle, udenrigsminister Shimon Peres. Han, der er kendt for under fire øjne at tage afstand fra Sharons politik, er et uskønt eksempel på en politisk hædersmand, som med sin forbliven i regeringen bliver medskyldig i en politik, som stærke kræfter i Israel anser for at være på grænsen til det kriminelle.

ARIEL Sharon fremstår i dag som en del af det mellemøstlige problem i stedet for at være manden med løsningerne.

Han har ingen visioner, ingen ægte vilje til at stifte en retfærdig fred. Han har forpasset sin chance for at gå over i historien som manden, der gav Israel sikkerhed, palæstinenserne en stat og Mellemøsten fred.

Fred er forsoning mellem folkeslag. Sharon skaber uforsonlighed.



"Han har ingen visioner, ingen ægte vilje til at stifte en retfærdig fred."