Selvskabt krise


Selvskabt krise

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dødsdommen over Lindøværftet har med god grund givet genlyd og været et af ugens væsenligste emner, også uden for Fyn. Ikke blot bliver mange - ansatte og underleverandører - arbejdsløse. Der er tale om et farvel til et stykke industrikultur, ja, nogle svinger sig op til at sige, at vi tager afsked med en samfundsform og en arbejderkultur, der for altid er forbi.

Helt er så galt er det ikke, når vi taler om SAS. Her er ikke tale om et erhverv - at bygge skibe - som altid har været en integreret del af det danske samfund, fordi vi er en gammel søfartsnation.

SAS er heller ikke specielt dansk, men fællesnordisk.

Alligevel knytter der sig mange følelser til SAS. Finland og Island er ikke med, men alligevel blev SAS ude som hjemme betragtet som et fornemt nordisk "brand". Man var stolt over, at et fælles Norden kunne oprette og drive et flyselskab, som kunne konkurrere med de store internationale selskaber og bringe de nordiske farver ud i verden. Det er ikke så mange af de nordiske projekter, der lykkedes. SAS stod distancen.

Det er en saga blot, at SAS var blandt Nordens stolte svaner. Endnu er man på vingerne.

Men hvor længe? Ikke mange har tal på de sparerunder, selskabet har været igennem.

Konkurrencen har været - og er - hård, det skal indrømmes.

Alligevel sidder den hårdt prøvede offentlighed og politikerne i de nordiske regeringer som de øvrige aktionærer tilbage med en fornemmelse af, at organisationen har været præget af gamle procedurer og for dyre overenskomster og således ikke er uden skyld i problemerne.

De faglige organisationer synes at mene, at de nordiske stater på ny »bare" kan træde til. Formentlig går de ud fra, at politikerne knytter så meget prestige til det fællesnordiske projekt, at det ikke vil komme til en lukning. Og når nu staterne hjælper så mange andre ...

Men forbundene tager fejl, hvis de mener, at de her har en forsikring.

Ligesom ansatte på Lindø, der måtte have ment, at værftet aldrig ville blive lukket, i hvert fald ikke i Mærsk Mc-Kinney Møllers levetid, forleden vågnede op til virkeligheden, vil SAS’ medarbejdere gøre det, hvis de og ledelsen ikke formår at tilpasse selskaber til dagens hårde virkelighed.

SAS’ ledelse har også et ansvar for krisen. I en lavprisæra inden for luftfarten kan det for eksempel diskuteres, om ikke SAS for længe har dyrket sit business-projekt. Det er ikke længere fint at rejse flot, selv ikke for erhvervslivets tunge drenge.

Det er også et spørgsmål, om direktør Fritz Schur, som den danske regering har sat i spidsen for bestyrelsen, er den smidige forhandler, som situationen kræver.

Mens en hård konkurrence fra Østen ret éntydigt kan tildeles skylden for Lindøs snarlige død, er regnestykket således sværere at gøre op for SAS’ vedkommende.

I disse dage forhandles der på højtryk, og forhåbentlig lykkes det endnu engang at redde selskabet.

Men må Nordens førhen så stolte fugl opgive at holde sig på vingerne af egen kraft, men søge ind i en anden flok eller helt opgive, bør det ikke undre.

Alting har sin tid her på jorden. Og i luften.

Selvskabt krise

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce