Søndagens valg i Rusland fik det forudsagte resultat. Præsident Vladimir Putins støttepartier sidder nu på den absolutte magt. Opposition er reelt ikke-eksisterende, selv om kommunisterne får mandater i Dumaen.

Den herskende klike i Kreml kan altså læne sig tilfreds tilbage og regere videre med et tilsyneladende stærkt folkeligt mandat. Som kommunistlederen Gennadij Zjuganov bemærkede, har Putin nu mere magt end en egyptisk farao, en russisk tsar og en kommunistisk generalsekretær tilsammen.

At udlandet råber op om, at valgresultatet skyldes chikane af oppositionspartierne, ulovligt brug af offentlige midler, regeringsmonopol på medierne og offentligt ansattes trusler om følgerne af at svigte Putin, kan magthaverne se stort på.

De har fået det, som de vil have det, og flertallet af de 107 millioner russiske vælgere finder sandsynligvis resultatet helt fint. Deres liv er blevet materielt bedre i Putins tid, og det er vigtigere end demokrati og menneskerettigheder.

Et af de spørgsmål, der rejser sig, er da også, hvorfor Kreml i dagene op til valget fór så hårdt frem mod den spæde opposition.

Frygtede Putin og hans bagland inderst inde, at den konstante eksponering af præsidenten i medierne ikke havde været tilstrækkelig effektiv? At alle meningsmålingerne, som samstemmende meldte om Putins popularitet, ikke talte sandt? Kreml vidste jo udmærket, at de var bestilt arbejde.

Og hvad nu hvis folket ikke mødte op og stemte? Putin kunne jo ikke påberåbe sig et overbevisende folkeligt mandat, medmindre i hvert fald halvdelen af vælgerne stemte.

Når den meget spæde opposition fik så hård en medfart, kan det skyldes frygt for, at Rusland risikerer det samme som Ukraine og Georgien, hvor demokratibevægelser fjernede de gamle totalitære regimer.

Men Putin skal måske i højere grad frygte de spændinger, som uvægerligt vil opstå i hans parti Et Forenet Rusland. Fraktionsdannelser og interne magtkampe kan få partiet til at bryde sammen.

Forfatteren Leif Davidsen gengiver i dagbladet Information en vittighed, der p.t. cirkulerer i Rusland:

Putin spørger Stalin til råds om en metode til at gøre kål på de sidste rester af oppositionen. Stalin svarer, at Putin skal skyde alle dem, der modsiger ham og derpå male Kremls røde mure blå. Efter en stund spørger Putin, hvorfor Kremls mure skal males blå. Stalin smiler grumt og svarer: "Jeg vidste, at det var det, du ville spørge om."

Vladimir Putin er efter valgfarcen i søndags både enehersker og - modsat salig Stalin - gidsel for sine egne magtstrukturer. Han er præsident indtil marts og menes så at overtage regeringsførelsen med en håndplukket præsident som gummistempel.

På længere sigt kan han dog ikke vide sig sikker. De gode tider, han har skaffet russerne, vil uvægerligt fremavle en middelklasse, og den vil have en voksende appetit på rigtigt demokrati.