Rusland og os


Rusland og os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De russiske tropper forlod omsider Georgien i går - eller gjorde de?

I hvert fald er det tid at gøre status efter lynkrigen, der kom bag på alle, men ikke burde have gjort det. Særligt Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili, forregnede sig, da han slog til mod Sydossetiens seperatister. Russerne reagerede omgående, brutalt og mod folkeretten, mens Europa undlod at sætte handling bag de opmuntrende og venlige ord, som Georgien ellers var mødt med.

En foreløbig konklusion er, at Rusland står som sejrherre. Rusland fik en lejlighed foræret til dels at afklapse en af de gamle sovjetrepublikker, der nu vender Moskva ryggen, dels til at demonstrere over for EU og Amerika, at landet vil tages alvorligt.

Begejstringen er da også stor i Rusland, hvor nationalismen har fået ny næring. Tilsvarede råder rådvildhed og splittelse i Europa. En række af de tidligere sovjetiske vasaller som de baltiske lande og Polen ønsker, at EU skal sætte Rusland på plads, mens Frankrig og Tyskland maner til besindighed. Georgien skal skam være velkommen i NATO og EU. Men ikke foreløbig. Og den danske regering, der jo ellers er fortaler for en aktivistisk politik, holder lav profil.

Det er også nemmere og giver mere folkelig applaus at gøre islam til en fjende, for hvad skal vi stille op med Rusland? Eksperterne, der altid rykker ud, er stærkt uenige. Der er fortalere for en heroisk politik. Rusland skal sættes på plads. Havde vi optaget Georgien i NATO, havde russerne ikke tilladt sig at invadere det lille land, lyder det. Omvendt siger realpolitikerne, at det ville have udstillet NATO som en papirtiger, for når det kom til stykket, ville vi ikke være gået i krig mod Rusland for Georgiens skyld.

Sandheden er, at Europa ikke kan finde sine egne ben i forholdet til Rusland, nu det må stå klart for alle, at der ikke længere er tale om en kæmpe i knæ, men om en stormagt, der ikke lader sig byde hvad som helst. Både lederne og befolkningen finder, at landet har været ydmyget længe nok, og når det nu med magt forsvarer sine interesser, gør det ikke andet, end supermagten USA altid har gjort.

At ydmyge en gammel fjende er aldrig klogt. Det gjorde vestmagterne heller ikke efter verdenskrigen. Man var sig bevidst, at det ikke var tyskerne, vi kæmpede mod, men nazismen. Tilsvarende, siger de samme kommentatorer, skal vi i dag huske, at fjenden ikke er russerne, men kommunismen - og at det heller ikke er muslimer i almindelighed, der er vores fjende, men islamisterne.

Man må stærkt håbe, at EU finder en fælles europæisk strategi over for det nye Rusland. I det spil er Danmark kun en lille brik. Men vi kan stå vagt om den nationale selvbestemmelsesret som et princip, der bør være afgørende, når grænser skal drages.

Taiwan, Kosovo, Nordcypern og Sydossetien er eksempler på en række de facto-stater, der ikke har kunnet opnå fuld international anerkendelse som suveræne stater. Her har vi faktisk noget at pege på i Norden: Ålandsøerne, Færøerne, Grønland, Sønderjylland. I princippet det samme problem som i Kaukasus. Men løst ad fredelig vej.

Rusland og os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce