Rokaden


Rokaden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I skak, et af verdens ældste spil, er rokaden en defensiv handling. Den sættes i værk for at beskytte kongen, der er sårbar for angreb i sin udgangs­position på baglinjen midtfor.

Sådan er det også i politik. Nok skal den politiske rokade signalere det modsatte - offensiv og handlekraft - men den foretages som oftest eller altid kun, når den siddende regering er i defensiven. Når de dårlige sager hober sig op, og når kongen derfor skal beskyttes. Den politiske rokade har ofte karakter af en afledningsmanøvre, der for en stund tillader regeringschefen - kongen - suverænt at sætte dagsordenen, mens både oppositionen og medierne må stå udenfor og se på.

I sin oprindelige form menes skakspillet født uden rokaden - og parallelt kan man sige, at den også er et nyere fænomen i dansk regeringsskik. Måske fordi tidligere tiders ministre i højere grad var fagfolk, der formodedes at have forstand på deres område, og hvor udskiftninger derfor sjældent var nødvendige.

Det er ikke et absolut kriterium i dag, hvor ikke kun fagligheden, men også tv-tække er et vigtigt redskab. Fra 1929 til 1940, mens Thorvald Stauning var regeringschef, blev ministerlisten således kun ændret fire gange - og faktisk blev de politiske rokader først rigtig moderne fra og med Anker Jørgensen, der pludselig så sig selv rokeret ind i Statsministeriet, da Krag forlod det uden varsel i 1972, og som på et tidspunkt fandt det betimeligt at ændre den Krag-regering, han havde overtaget, så den fremstod som hans egen.

Det var den samme betragtning, vores nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, anlagde i går.

I skakspillet er rokaden det eneste træk, hvor to brikker kan flyttes samtidig, og i går rokerede statsministeren så med stort set alle de brikker, han havde til rådighed. Kun to ministre, foruden ham selv, forblev helt uberørte af den omfattende regeringsændring, der dermed ikke blot var en rokade, men reelt en helt ny regering. Og det var da også, hvad der præcis var Løkke Rasmussens hensigt: at træde ud af rollen som bobestyrer efter Fogh og sætte sit eget hold. Det hold, der både skal beskytte kongen og være med til at vinde valget for ham.

Er regeringen så styrket eller svækket? Både og. I sig selv er det en - i hvert fald symbolsk - styrke, at så mange ansigter er nye, for vælgerne bliver trætte af at se på de samme år efter år.

Alders- og kønsfordelingen synes også at ramme godt, og uden signalværdi er det heller ikke, at vi nu for første gang i Danmark ser to kvinder på to af de tunge poster: den konservative Lene Espersen som udenrigsminister og Venstres Gitte Lillelund Bech som forsvarsminister.

Men netop heri ligger også det, der kan vise sig at blive en svækkelse.

Lillelund Bechs kvaliteter ufortalt skal hun løfte arven efter Søren Gade, der ganske vist var belastet af de mange dårlige sager, som forsvaret har haft, men som dog stadig var et af regeringens bedste kort. Havde han selv villet, kunne han have fortsat i et andet ministerium, men det ville han ikke - og den beslutning var ikke ubetinget til regeringens og Lars Løkkes fordel.

Ynkeligt var det i øvrigt at høre oppositionens hykleriske skamros af Gade i går, for hvem er det, der selv har grillet ham? Holger K. Nielsen, den tidligere SF-formand, gjorde hverken sig selv eller sit parti ære, da han i det åbne, tv-transmitterede samråd antydede, at det nok var forsvarsministeren selv, der i jovialt og festligt lag havde plapret ud med hemmeligheden om, at de danske jægersoldater skulle til Irak. Måske var det i det øjeblik, Søren Gade traf sin beslutning? Det bliver sikkert aldrig opklaret.

Søren Gades selvvalgte afgang kan altså blive et problem - skønt om 14 dage er alting glemt - og det må også være tilladt at mene, at Lene Espersen som udenrigsminister er noget af et eksperiment.

Partiformanden besidder hverken Per Stig Møllers erfaring eller intellekt - hvad Uffe Ellemann-Jensen derimod gjorde, da han havde stor succes som Venstre-formand, ideolog og udenrigsminister på samme tid. Nu skal Moster Skrap så være diplomat. Det bliver interessant at følge, men da udenrigsministre pr. definition har det med at blive populære, skal man aldrig sige aldrig. Og at det arbejdskrævende Økonomi- og Erhvervsministerium er det sidste sted, en partileder bør frekventere, er en kendsgerning. Altså måtte der ske noget nyt for Espersen.

Men skønt tirsdagen var intens og rokadens omfang vel nærmest historisk, vinder man ikke et valg på en rokade. Det gør man, som konstateret i analysen på forsiden, på sin politik. Og derfor bliver dagen i dag endnu mere spændende. Vil Lars Løkke fremlægge et politisk program, der kan bære? Vil han være manden, der kan føre Danmark gennem krisen?

Hvis ikke, vil han stadig blot være vikaren for en dygtig lærer, der uheldigvis rendte af plads.

Rokaden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce