I GAMLE DAGE var præstegården ikke bare et begreb. Det var en gård i sognet, som præsten drev - samtidig med, at han var præst. Og kombinationen gav god mening. Præsten boede midt i sit folk, og han var skæbneforbundet med det.

Præsten boede også godt, for der var ingen moderne sognegårde, måske knap nok et forsamlingshus. Derfor skulle præstegården være stor og anselig. Studereværelset var kirkekontor og stuerne rammen om ungdomsmøder, de ældres bibeltimer, samtalekredse og meget andet.

DE TIDER er for længst forbi. Men præstegården på landet er fortsat et væsentligt hus. Forsamlingshuset skranter, den lille skole er væk, de små detailforretninger er bukket under - og sognerådsformand og sognefoged er kun figurer hos Morten Korch. Kun præsten og præstegården er tilbage.

Alene af den grund bør præstegårdene i de mange landsogne bevares.

Hvis præsten bor i lejlighed i den nærliggende købstad og hver dag kører frem og tilbage til sognet, bliver han let en funktionærpræst, der arbejder fra 10 til 17, sådan som de nordfynske præsters formand, sognepræst Lars Ole Johnsen, Rønninge, sagde i avisen i går.

ANDERLEDES stiller tingene sig, når det drejer sig om bypræster. Her kunne man godt lempe på den bopælspligt, som danske præster i dag er bundet af, og som nogle af dem gerne vil af med.

I hvert fald i de større byer ved de fleste alligevel ikke, hvor sognegrænserne går, og mange steder råder man ikke blot over et kontor til præsten ved kirken, men over en hel sognegård - med kirkekontor, undervisnings- og mødelokaler og præstekontor.

I de sogne giver det ikke længere mening kategorisk at forlange, at præsterne skal bo i store boliger, der er dyre for både menighedsråd og beboer. Hvis én præst i sognet er bundet af bopælspligten, er det tilstrækkeligt. For hvad skal man bruge de mange stuer til?

ALLIGEVEL er sagen ikke så enkel. For hvis menighedsrådet ikke kan tilbyde en ny, ung præst en billig tjenestebolig, kan det i visse byer være umuligt overhovedet at finde en præst. For eksempel i de sogne, hvor ejerlejligheder ikke er til at betale for almindelige indtægter - og præstelønninger er beskedne - og hvor billige lejeboliger er svære at opdrive.

DET ER IKKE kun præsters bopælspligt, der diskuteres i denne sommer. Også deres husleje er til debat. Den er urimeligt lav, siger nogle. Vel er den ej, siger en række præster og henviser til, at de tvinges ind i en stor, ofte upraktisk og dyr bolig, i hvert fald når det gælder opvarmning.

Her må ske en afvejning, og hver bolig må vurderes for sig - hvad ministeriet da også er godt i gang med.

IMENS bør de utilfredse stikke piben ind. Først var der præster, der kværulerede over, at de så sjældent havde fri om søndagen. Nu er der så andre, der ikke vil bo i deres præstegård.

Men undskyld: Det er da vist ikke kirkens største problemer, vi her taler om. Og så vidt vides, går præster frivilligt ind til deres arbejde.

Mere om emnet

Se alle

Præsterne må slås for lønnen

Flere præster siger farvel til jobbet

Hugger betaler 3000 kr. om måneden for at være præst

Hugger betaler 3000 kr. om måneden for at være præst