Afgjort
Ingen jordisk magt kan råde bod på alle de fejl, der er begået i USA’s præsidentvalg 2000. Men Kongressen og delstatsregeringerne bør nu gøre deres til, at et tilsvarende kaos ikke gentages.

Nok er USA et stærkt demokrati, men der vil være grænser for vælgernes tålmodighed med et valgsystem, som tilsyneladende i årevis har medført et enormt stemme-spild. De kan tænkes at reagere med øget ligegyldighed over for valghandlingen, og den er desværre stor nok i forvejen.

Nu får USA en præsident, som ikke vandt på en fair måde, men en sejr til Al Gore nu ville have været akkurat lige så unfair. Det er en udfordring for Bush. Han skal nu vise, at han formår at samle en nation, som klart har demonstreret, at kun halvdelen af den står bag ham.

Et af de store spørgsmål er, om Bush bliver en stærk eller en svag præsident. Han er i hvert fald ikke en præsident, der som Al Gore har erfaring, detailviden og en ubetvingelig lyst til at tage alle beslutninger selv. Tværtimod.

Præsident Bush fik sine stemmer på at være den flinke, afslappede fyr med en kvik bemærkning og kun vage svar på spørgsmål med substans. Han giver ikke indtryk af at besidde nogen større intellektuel kapacitet, han er ikke synderligt optaget af globale trusler som klimaændringer, aids, befolkningseksplosion, fattigdom og tredjeverdens-gæld. Han har kun tre gange været i udlandet – bortset fra Mexico – og sidder nu i et embede med en enorm global indflydelse.

Hvad Bush har brug for er en kreds af rådgivere, som kompenserer for hans svagheder. Han har allerede i de forløbne uger demonstreret gode evner til at omgive sig med erfarne folk. Nu skal han danne regering, og det giver ham en chance for også at udpege kompetente topfolk fra den demokratiske lejr. Det vil hele nogle af dette ef-terårs sår og lette samarbejdet med Kongressen, hvor republikanernes flertal er spinkelt og måske helt væk efter midtvejsvalget om bare to år.

For europæerne vil det også være betryggende at se visionære ministre i Bush-regeringen. Godt nok forskrækkede Bush-lejren under valgkampen mange ved at meddele, at de amerikanske styrker på Balkan skulle trækkes hjem, at der skulle findes en ny arbejdsfordeling i NATO, og at Europa i det hele taget i højere grad selv skulle klare ærterne.

Men det er svært at afvise logikken bag de nye toner: Med 350 mio. indbyggere og en stærk økonomi er Europa i stand til at bære en større del af byrden på eget kontinent. USA har globale sikkerhedspolitiske interesser og vil selvfølgelig bruge sine ressourcer dér, hvor behovet er størst. Man kan heller ikke fortænke amerikanerne i at gøre sig deres tanker i forbindelse med EU-planerne om en militær dimension.Det største spørgsmål af alle er dog, om George Bush bliver i stand til at lede USA, eller om valgrodet har svækket præsidentembedet fatalt.Lad tiden vise det.

Men et godt gæt vil være, at det amerikanske samfund og dets institutioner er lige så stærke og elastiske som tegnefilmfiguren, der ustandselig bliver smadret til ukendelighed for øjeblikket efter at rejse sig og tage fat på ny.