Nu er den gal igen. Postvæsenet skal skære. Denne gang er det ikke antallet af udbringninger eller antallet af postkasser og indleveringssteder, som skal have kniven. Alt det har kunderne, det vil sige os alle sammen, måttet acceptere - også at fru Jensen på femte med dårlige ben skal ned til hoveddøren for at få sin post.

Næ, nu er det antallet af dage, ­posten overhovedet kommer ud, den kreative postminister har udset sig. Vi skal kun have post fem gange om ugen - mandag bliver postfri dag. Alt andet er for dyrt.

Vi kender forklaringen. Mængden af breve falder år for år, fordi stadig flere bruger e-mail - altså elektronisk post - og computeren er da også et fremskridt, som ingen vil bestride. Men fremskridtets pris er stor, og hvem er det, der kommer til at ­betale?

Det er nemt at svare på. Det gør de tyndt befolkede egne plus ældre, enlige og svage, der ikke har en pc. De er ramt i forvejen, fordi købmanden, bageren, skolen og forsamlingshuset er bukket under. Så sent som i gårsdagens avis kunne man læse, at Nordfyns Kommune nedskærer ældrekørslen, så ældre uden bil må købe ind til flere uger ad gangen. Nu kommer så heller ikke posten hver dag - og dermed heller ikke avisen.

Ifølge Danske Dagblades Forening får mellem 125.000 og 150.000 husstande hver dag deres avis bragt til døren af postvæsenet. Får postminister Lars Barfoed sin vilje, lades de nu i stikken. Alene denne avis udbringes af postbuddet til flere end 4000 husstande i landdistrikterne. Skal de så ikke have mandagsavisen mere?

Også forenings-Danmark er i forvejen ramt af Post Danmarks bestandige serviceforringelser og prisforhøjelser. Og da alle er enige om, at Foreningsdanmark er af betydning for udformningen af dansk folkestyre, står vi derfor med et demokratisk problem.

Hvad er der at gøre? Man kan, som Lars Barfoed foreslår, nedbringe udgifterne ved en ringere service. Eller man kan forhøje prisen, men det vil få endnu færre til at bruge postvæsenet og underskuddet til at vokse. Og vi taler om store tal: Èn milliard i 2014, anslår ministeren.

Man kan også liberalisere markedet. Postvæsenets monopol og dermed pligten til at bringe post ud hver dag til alle husstande kan ophæves.

Det er, hvad en liberal regering og også EU drømmer om. Men de har ikke taget den økonomiske krise i ed. Hvilke private aktører vil i en økonomisk nedgangstid gå ind på et område, ramt af økonomisk krise og struktur­problemer? Og gør de det, vil de kun påtage sig de lukrative opgaver - ikke at bringe post ud, hvor der langt mellem husstandene. Hvor svært det er for private at gøre forretning på dette felt, så vi, da det norskejede distributionsfirma Bring Citymail i efteråret gav op efter at brugt 500 millioner kroner i Danmark.

Det er en trossag, om man mener, at en liberalisering er et trylleord. I øjeblikket er Lars Barfoed i færd med at forringe postvæsenet, så det ligner en karikatur, før en liberalisering er prøvet. Det er hasard.

Hvad med bare at skrotte dogmerne og sige, at udbringningen af post seks dage om ugen til alle husstande er en demokratisk pligt - og betale hvad det koster?