Hvis partitaktisk omsorg blandede sig med den rent menneskelige, da DF-lederen Pia Kjærsgaard fik sit efterhånden berømte og tv-transmitterede ildebefindende, skal det være de pågældende tilgivet. For hvis det værste nu var hændt? Hvad så med Dansk Folkeparti? Det er en noget speciel tanke at forestille sig DF uden Pia, som partiets pressechef sagde. Nu gik det heldigvis ikke sådan - men der kommer en dag, hvor Dansk Folkeparti, forhåbentlig af andre årsager, må klare sig uden sin nuværende leder. På et tidspunkt vil Pia Kjærsgaard, som alle andre, nok foretrække et velfortjent otium.

Men det betyder ikke, at partiets tid dermed også er forbi.

Pia Kjærsgaard er en ekstremt dygtig politiker med en sjælden næse for, hvad der rører sig, og hendes betydning for Dansk Folkeparti kan næppe overvurderes, som Niels Krause-Kjær, politisk kommentator og tidligere spindoktor, sagde i dagbladet B.T. forleden. Det havde han ret i - hvorimod samme dagblads ledende artikel gjorde sig skyldig i en fejl, da den sammenlignede Dansk Folkeparti og Centrum-Demokraterne, der jo gik nedenom og hjem, da både far og datter, Erhard og Mimi Jakobsen, var væk. Men der er himmelvid forskel på de to partier. CD var en døgnflue - en langtlevende én, ganske vist - der i realiteten kun havde to mærkesager: den lille mands parcelhus og den lille mands bil. Dertil kom nogle ekstra kaniner, som Erhard tryllede frem fra hatten, når partiet stod svagt før folketingsvalgene. Men i dag er der ingen, der anfægter den lille mands ret til bil og hus, og dermed er Erhards parti blevet overflødigt.

Derimod er Dansk Folkepartis eksistensberettigelse langtfra truet. Partiets mærkesager - indvandringen og EU-modstanden, kombineret med en umættelig omsorg for de ældre - er nemlig langtidsholdbare, og den dag, Pia Kjærsgaard måtte sige farvel, vil andre agitere videre. Og en anden markant forskel på DF og CD er, at Dansk Folkeparti også har folkene, der kan gøre det.

Strategien i Dansk Folkeparti lægges således for størsteparten af en af Christiansborgs bedste hjerner, Kristian Thulesen Dahl, der ville have været en fremtrædende minister i en hvilken som helst borgerlig regering, om han havde repræsenteret et andet parti. Dertil kommer folk som næstformanden, Peter Skaarup, og udenrigsordfører Søren Espersen, der ganske vist ikke har Pia Kjærsgaards vælgertække, men som er politisk velfunderede, og som til stadighed vil vide at udtænke de varer, som både de selv og andre kan sælge.

Der er derfor ingen grund til at tro, at Dansk Folkeparti står og falder med Pia Kjærsgaard. For det gør det ikke. I øjeblikket står og falder Dansk Folkeparti snarere med et forbigående anfald af storhedsvanvid, som giver sig udslag i, at man truer regeringen med alle mulige ulykker, hvis statsministeren ikke blæser på EU-dommen og fortsætter den stramme udlændingepolitik. Men hvor vil Dansk Folkeparti gå hen, hvis man selv bringer regeringen til fald? I så fald er al indflydelse borte.

Det må Pia Kjærsgaard hellere forklare de andre, når hun vender tilbage efter sit ildebefindende.