Op i hjørnet


Op i hjørnet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye øvelse i dansk politik går ud på at få fremstillet et nederlag som en sejr. Som nu hos Socialdemokraterne, der ikke var i nærheden af regeringsmagten i tirsdags, men som alligevel kappedes om at lykønske Helle Thorning-Schmidt og hinanden med nederlaget. For næste gang, da har vi dem. Og i lørdags i Herning, da Venstre afviklede sit forkortede landsmøde, blev valgresultatet også behørigt fejret, skønt partiet mistede seks mandater - og altså i virkeligheden tabte. Men nuvel - på bundlinjen var det en sejr, for regeringen blev ikke afsat, og det var jo, hvad det hele gik ud på. Det er stadig Venstre, der betjener styrepinden i det danske førerhus.

Men mens Venstre således kunne feste i Herning, må det være tid til selvransagelse i to af de andre partier, som - uanset hvordan de vender og drejer det - ikke kan komme uden om, at de tabte valget. Ny Alliance var et af dem. Nok kom partiet ind, men slet ikke med det antal mandater, man havde ventet. Det var der mange årsager til, men da de allerede er endevendt, vil vi ikke bruge flere ord på Alliancens fiasko.

Lad os i stedet se på valgets rigtig store taber - Det Radikale Venstre - der satte alle de mandater til, som partiet vandt sidst, men som man reelt ikke har haft noget at bruge til. For Marianne Jelved, sejrherren fra 2005, havde hverken fidus til VK eller til Socialdemokraterne og indledte i stedet et solotrip, der gjorde partiet til grin.

Det endte med at koste hende jobbet - og nu skulle man så tro, at det havde den nye leder lært af. Men det havde hun ikke. Ganske vist lancerede Margrethe Vestager ikke sig selv som statsminister, som Jelved gjorde. Men alligevel viste hun sig at være noget nær en politisk kloning af sin forgænger, da hun midt i valgkampen - og uden at ulejlige sig med at vende sagen med partiet og folketingsgruppen først - lukkede den kattelem, hun ellers klogeligt havde ladet stå åben. Nemlig den kattelem, der tillod hos De Radikale at søge indflydelse de borgerlige, hvis nu vælgerne ikke ville en SR-regering.

På forhånd at udelukke VK var jo, hvis Margrethe Vestager skulle have glemt det, en af årsagerne til Ny Alliance - og til Marianne Jelveds fald. For det har altid været radikal tradition at søge indflydelsen, hvor den fandtes, men nu malede Vestager sig selv op i hjørnet - som Anders And, når han maler gulv - og lukkede lemmen. Og medmindre hun åbner den igen, kan De Radikale se frem til den tredje periode i træk uden noget at tage sig til.

Margrethe Vestager vil givetvis komme under pres fra sine egne for at linde på lemmen. Hvis hun gør det, kan hun sikre partiet pæn indflydelse, for statsministeren har jo erklæret, at han gerne vil samarbejde bredt denne gang. Omvendt er prisen, at den opposition, som det faktisk lykkedes Thorning-Schmidt at få samlet under valgkampen, igen vil fremstå splittet og dermed udgøre et mindre tydeligt alternativ.

Så valget er ikke let for Vestager. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvem der har bragt hende ud i suppedasen. Det har hun selv.

Op i hjørnet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce