De må have røde ører i administrationen i Roskilde Stift. Sølle 2500 stemmer var der at tælle op efter bispevalget. Men der gik kludder i det. Valget skal gå om, og Fyens Stifts personale fra Klingenberg i Odense må nu rykke til undsætning og stå for optællingen.

Man kan godt forstå, at alle involverede - specielt de fem kandidater - er ærgerlige. Men der er ikke andet at gøre, når 20 stemmer måtte erklæres for ugyldige, fordi der var 10 kuverter med to stemmer i, og loven udtrykkeligt fastslår, at der kun må være én.

Klagen, der førte til omvalget, kommer fra den kandidat, der opnåede det tredjestørste stemmetal. Han fik 550 stemmer - kun 12 færre end de to, der med 562 stemmer hver stod for at skulle duellere i den anden og afgørende afstemning. Derfor er det både ret og rimeligt, at nummer tre og hans bagland siger: Om igen.

Men selv om et omvalg er nødvendigt, er og bliver dette bispevalg noget rod. For nu er det slet ikke sikkert, at de to, som skulle have været ude i anden valgrunde, også kommer det. Det afhænger helt af, hvordan de øvrige kandidaters vælgere vil forholde sig - nu de ved, at deres mand ikke var med i førerfeltet. Mange vil utvivlsomt stemme taktisk.

Men ommeren i Roskilde er ikke den eneste grund til, at dette bispevalg har påkaldt sig større interesse end de omkring 50 andre lignende valg, der har været holdt, siden loven om demokratisk valgte biskopper blev vedtaget i 1922.

En af forklaringerne er, at det er en sjældent farverig biskop, Jan Lindhardt, der nu går af - en mand, der om nogen har forstået at sætte kirken på dagsordenen i den offentlige debat. Han var ikke "en rimelig og rummelig mand", som tidligere tiders bispeideal lød; han kom som universitetsmand og havde kun fungeret som hjælpepræst, så megen erfaring havde han ikke. Heller ikke som leder. Alligevel blev han en markant biskop, der gang på gang brød gennem den kirkelige lydmur med humor og vid - og fordi han vovede pelsen og gik nye veje. En biskop af tiden - og til tiden.

En anden forklaring er tidens stadig større interesse for spirituelle spørgsmål og religion i det hele taget. Og hvem andre end biskopperne skal medierne spørge i en folkekirke, der gør en dyd af, at ingen kan tale på kirkens vegne?

Vi har folkevalgte menighedsråd og folkevalgte provstiudvalg. Og amtmanden blev i kommunalt regi afløst af en folkevalgt amtsborgmester. Men biskoppen sidder enevældigt på toppen af sit stift med en embedsmand som nærmeste rådgiver. Derfor er det forståeligt, at nogle mener, vi har en bispekirke, og at biskopperne syner mere end tidligere. Men hvem skal massemedierne ellers henvende sig til?

Skønt biskoppen selv er folkevalgt, har han ingen andre folkevalgte ved sin side. Ligeledes kan han blive siddende, til han er 70 - skønt han i slutningen af sin embedsperiode måske er en helt anden end den, der blev valgt. Begge dele er problematiske, og derfor er det rigtigt, at der nu foreligger forslag om lovfæstede, folkevalgte stiftsråd - og at regeringen mener, at biskopper skal åremåls­ansættes.

Det er ikke for tidligt.