De sidder sammen i Folketinget, og de sidder sammen i Selvstyrekommissionen - Lars-Emil Johansen fra det grønlandske parti Siumut og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Men de taler ikke sammen. De råber til hinanden eller snerrer ad hinanden - i hvert fald i medierne.

Værst er Søren Espersen, der kalder Lars-Emil Johansen for en klynkemaskine og insinuerer, at Johansen trods trusler om det modsatte alligevel vil blive i Folketinget, for han vil ikke undvære vederlaget. Ikke særligt behagelige toner, anslået af en repræsentant for den gamle kolonimagt - og stormagt i forhold til Grønland - over for det lille folk mod nord.

Omvendt er Lars-Emil Johansen fornærmet og siger, at når Dansk Folkeparti truer med at skære i bloktilskuddet, fordi de to grønlændere bruger deres mandater, kan de lige så godt forlade Folketinget. Hvor de sidder efter dansk ønske, ikke grønlandsk. Men heller ikke det er klogt sagt - for hvem straffer han ved at gå? Det er som bekendt altid klogere at true med at blive.

Bag det uklædelige mundhuggeri ligger en stor forargelse hos Dansk Folkeparti - og visse Venstrefolk - over, at grønlænderne har en mening om dansk asylpolitik. En mening, der på et tidspunkt truede regeringens flertal. Men Søren Espersens udfald hænger også sammen med en reel uenighed mellem ham og Selvstyrekommissionens flertal om, hvordan milliarderne fra Grønlands olie skal fordeles - hvis olien altså findes.

Det er der ingen, der ved, men naturligvis er det rettidig omhu at blive enige om en fordelingsnøgle. Selvstyrekommissionen foreslår, at Grønland får ejendomsretten, men at halvdelen af overskuddet modregnes i Danmarks bloktilskud, hvis overskuddet overstiger 75 millioner kroner årligt. Danmarks tilskud er p.t. 3,2 milliarder om året.

Dansk Folkeparti mener, at Danmark skal have langt mere i betragtning af, at visse geologer forudser, at olien vil føre til indtægter på fire- eller femcifrede milliardbeløb pr. år. Hvis grønlænderne skal have ejendomsretten til olien, må Danmarks fremtidige tilskud gives som lån, som tilbagebetales, når oliepengene begynder at strømme. Mener Dansk Folkeparti.

Det er et synspunkt, der ikke helt skal afvises. Under alle omstændigheder må der findes en løsning, der - som den asylpolitik, parterne også strides om - både skal være retfærdig og rimelig. Det må man kunne tale sig frem til.

Men Dansk Folkepartis standpunkt er typisk for et gammelkonservativt parti. Det er samme patriotiske grundholdning, der får partiet til at forsvare Serbien i Kosovo-spørgsmålet, og som bærer dets Europa- og asylpolitik. Og som får Søren Krarup til at drømme om at få Sydslesvig hjem.

Men nationalismens tid er forbi - heldigvis. Det må den unge grønlandske nation, der er ved at blive til, forstå, og det må Søren Espersen og andre repræsentanter for en ultra-national tankegang også forstå.

Vi lever i en ny tid, hvor det ikke passer sig for de store at spille med musklerne - og for de små at blive fornærmede.