Det er nu eller aldrig. Det er den korte version af den tale, som Barack Obama holdt natten til i går, dansk tid, om Afghanistan.

Talen har været ventet længe. Men Obama har bevidst ønsket en tænkepause. Det forstår man. Han er presset på flere fronter. Det går dårligt i Afghanistan, og samtidig dykker tilslutningen til krigen - og tilliden til præsidenten - i den amerikanske befolkning

Den militære ledelse har ønsket flere tropper end de ekstra 30.000, der nu skal af sted. Men krigen er kostbar, mere kostbar end USA’s trængte økonomi tillader. Tiden til de blanke checks er forbi, sagde Obama.

Derfor opfylder Obama ikke fuldt ud general McChrystals ønske om flere tropper. Og derfor fastslår han, at USA i 2011 vil begynde at trække styrker hjem.

Hermed fastlægger præsidenten en exit-strategi. Det er også nødvendigt. Han kan ikke holde til, at krigen forekommer amerikanske vælgere udsigtsløs og mere og mere kalder Vietnam-spøgelset frem. Kun ved at fortælle, at amerikanerne ikke er parat til en 30 års-krig, kan han også lægge et alvorligt pres på den afghanske regering, så den træder i karakter og selv tager ansvar. Det er sikkerheden, Obama tænker på. Han har for længst forladt George W. Bush-retorikken om, at krigen er et demokratisk korstog.

Den danske regering siger, at den også har en exit-strategi. De danske tropper skal hjem, når en række forudsætninger er opfyldt. Derfor synes den standhaftige tinsoldat, Venstre-udenrigsordfører Søren Pind, at Obamas linje "flugter fint" med regeringens.

Det skal nok skabe glæde i Det Hvide Hus, men sandt er det ikke. Obama er langt mere konkret, end den danske regering nogensinde har været. Den har søgt at gøre ordet exit-stategi til et fyord og beskyldt alle, der brugte det, for at gå Talibans ærinde - hvad Obama så logisk set også gør nu!

Sandheden er, at Obamas tale betyder, at den danske regering taber ansigt, som tidligere forsvarsminister Hans Engell udtrykte det i går. Derfor gælder det om at finde en grimasse, der kan passe.

Det bliver spændende at se den danske reaktion på Obamas ønske om flere Nato-tropper.

Hidtil har Danmark - berettiget - afvist ethvert ønske om flere danske soldater med henvisning til, at vi forholdsmæssigt har stillet med en større styrke og lidt større tab end andre Nato-lande. Også Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der som dansk statsminister kategorisk afviste at sende flere til den afghanske slagmark, var i går ude med ønsket om flere tropper. Ikke så sært, for en sejr i Afghanistan er afgørende for Natos eksistens. Men skal regeringen bevare troværdigheden, må den fortsat sige nej.

Hvad nu, hvis strategien om at sætte hårdt ind nu og forvente, at afghanerne i løbet af et par år har fået et bedre liv, og truslerne mod Vesten ikke kommer derfra - hvad nu, hvis den slår fejl? Skal exit-strategien så alligevel iværksættes?

Som situationen i dag tegner sig, er svaret ja. Men man skal hæfte sig ved Obamas ord om, at en tilbagetrækning kan påbegyndes.

Der er altså lidt løs bagkant. Man overordnet set er terningerne kastet. Det er nu eller aldrig.