Gitte Seeberg blev kendt på at sige, at nok er nok. Det var, da hun var med til at stifte Ny Alliance, og da hendes grænse for, hvor langt regeringen skulle følge Dansk Folkeparti var nået. I går sagde hun så endnu en gang, at nok var nok - men nu i sit forhold til Ny Alliance. Ifølge Seeberg har partiet solgt sin sjæl, især da det forleden tydeligt erklærede sig som et borgerligt parti.

I dag er hun så løsgænger på linje med Pia Christmas-Møller, som nu formentlig bliver hendes sidekammerat på Folketingets bageste række. Lidt af en skæbnens ironi, i øvrigt, for skønt Christmas i går inviterede Seeberg til samarbejde, er de to konservative afhoppere politisk set ikke hjerteveninder, placeret som de var på hver af de to fløje, der prægede deres gamle parti i magtkampens dage.

Men i dag vil de det samme, så vidt man forstår, selv om Pia Christmas-Møllers farvel lige så meget var en konsekvens af Bendt Bendtsens sjældent klodsede tilsidesættelse af hende. Derfor vil man nok finde Seeberg mere kritisk over for regeringen end Christmas. Men i det højaktuelle spørgsmål om de afviste asylansøgeres forhold vil de være på linje.

Umiddelbart rejser Gitte Seebergs farvel to spørgsmål: Hvad vil det betyde for den parlamentariske situation - og hvad vil det betyde for Ny Alliance?

For regeringens manøvremuligheder vil det ikke gøre stort fra eller til, at Folketinget tæller endnu en løsgænger. Man kan endda sige, at VKO får nemmere ved at tumle Ny Alliance, nu Seeberg er væk. Men hendes brud med det parti, hun var medstifter af, understreger igen, at statsministeren må operere i en helt ny og langt mere usikker situation end før valget. Det giver Folketinget og det samarbejdende folkestyre nye muligheder - og det kræver, at statsministeren mobiliserer alle de strategiske evner, han er kendt for, hvis han med en så mudret politisk situation skal sejle sin skude sikkert i havn.

For Ny Alliance er det et umiddelbart tab, at Gitte Seeberg vinker farvel. Af de tre stiftere er hun den, der har størst politisk erfaring, og tilmed besidder hun den bedste politiske tæft.

Til gengæld kan hendes afgang lægge låg på de interne uenigheder, og derfor er det for tidligt at dømme partiet ude. Men meget vil afhænge af, hvad det får ud af de forhandlinger om asylfamilierne, der i går blev indledt i Integrationsministeriet. Hvis de ikke ender med noget, der kan udlægges som en sejr for det nye parti, er det svært at se, hvordan det skal komme til kræfter.

Mange vil også spørge, hvad der skal blive af Gitte Seeberg. Ind i hendes overvejelser har nok spillet, at hun ikke tror, at NA har en fremtid, og at det kan være klogere at gå, før partiets forsmædelse bliver total. Men før eller siden skal både hun og Pia Christ­mas-Møller afgøre, om de vil søge at fortsætte en politisk karriere eller søge helt andre græsgange.

Logisk ville det faktisk være, hvis de begge en dag dukker op hos De Radikale. En nøgtern analyse må nemlig føre til, at der mellem de to konservative udbrydere og den moderate radikale fløj ikke er meget, der skiller.