DETER kun små politiske balloner, der har været sat til vejrs i denne sommer, og kun kort tid har de levet, før de forsvandt i den varme luft - hvad de også mest selv var fyldt af.

Det er som tidligere år Dansk Folkeparti, der har været dygtigst til at sætte dagsordenen. Kristian Thulesen Dahl har provokeret om skat, og Søren Espersen har været på barrikaderne for Israel. Pia Kjærsgaard har krævet tre ministerhoveder på et fad, og Jesper Langballe har fægtet med ukristelig nidkærhed for, at flygningebørn i asylcentre endelig ikke får det for godt.

KALKUN-jagten på de tre ministre skal nok tjene til at sikre dem et langt liv. Og nok er Søren Espersen en agitator for Herren, men hans røst høres næppe ved de forhandlingsborde og de fronter, hvor krigen afgøres. Og skattelettelser - nå, ja der kan siges meget for og imod.

Men når det gælder 32 millioner kroner til forbedring af forholdene i landets asyllejre, har Dansk Folkeparti mulighed for at sætte trumf på.

Ikke én krone må der gå til at give flygtningebørnene mere plads, tordnede Langballe, da det kom frem, at to lejre i Jylland havde bygget til, så nogle børnerige familier, der i årevis havde levet i ét rum, nu kunne få to. Stor ståhej, ekspresmøde mellem den rasende præst og integrationsminister Rikke Hvilshøj, og så naturligvis en blød landing...

DET ER IKKE skærmydslerne mellem regeringen og dens stadig mere krævende støtteparti, der er interessant i denne sammenhæng. Det er det heller ikke i sagen om kontrol for eventuelt socialt bedrageri, som partiet ønsker af de danske statsborgere af libanesisk og palæstinensisk herkomst, som blev reddet ud af Libanon.

Det er den fanatiske holdning, der præger partiet. Politikere som Jesper Langballe, Søren Espersen og Søren Krarup hader tilsyneladende af et godt, ukristeligt hjerte flygtninge, specielt, hvis de ikke har opnået opholdstilladelse og nu af frygt ikke tør vende hjem til Irak og andre krigshelveder.

De skal ud, og derfor har partiet opfundet begrebet "motivationsfremmende foranstaltninger".

PRØV LIGE at tygge lidt på de ord! De betyder, at Danmark skal gøre opholdet her så lidt behageligt som muligt - for eksempel må en familie ikke få bare et par kvadratmeter mere plads.

De familier, der havde udsigt til det i de to jyske lejre, har Rikke Hvilshøj i går skammeligt måttet love vil blive overflyttet til Sandholmslejren, hvor der ikke udvides. Den, der ikke vil høre, må føle. De skal lære at lystre, skal de...

DET ER den samme holdning, der ligger bag kravet om social kontrol af de hjembragte, her bare hyklerisk garneret med ord om, at de pågældende selv må være interesseret i kontrollen - og altså blive dårligere behandlet end andre danske, der er til rådighed og derfor også skal bede om lov, men som aldrig er mødt med krav om kontrol.

Vi siger det lige ud: Det er nedrigt, det er småligt, det er u-dansk. Man skulle ikke tro, det er mere end tusind år siden, at kong Harald gjorde danerne kristne.