Lis og Jens Holger Madsen fra Morud, som avisen berettede om i går, har lagt deres liv i Vorherres hænder. De er troende. Mere end så mange andre. Det er nu deres livsform og livssyn. Det giver dem tryghed - og derfor bekender de sig til Indre Mission, der i sin tid var en streng vækkelsesbevægelse, som hverken tillod det ene eller der andet, der var blot den mindste smule sjovt. Litterært fortrinligt skildret i Hans Kirks Fiskerne, hvor ungkarlen Anton giftede sig med den missionske Andrea, for hvem han ikke nærede "utugtige lyster", i stedet for med den pige, som han både var forelsket i og seksuelt tiltrukket af - og i tv-hittet Matador, hvor Skjern-brødrenes søster Anna lod sig chokere af, at der blev serveret spiritus i hjemmet hos Mads. Men det var dengang. Også Indre Mission er blevet mere moderne. Kun troen er tilbage. Vi må ikke synde - men Gud tilgiver alt, når bare du tror.

Fra gamle dages fanatisme har Indre Mission altså fundet en mere nutidig platform - og Madsens fra Morud giver sig da heller ikke af med at missionere for andre, som de sagde i går.

Sådan bør det også være. Tro er nemlig et privat anliggende, og Indre Mission skal være hjerteligt velkommen i Odense til sin store teltuge i Kongens Have. Hvad deltagerne foretager sig dér, er deres egen sag - og vi mindes ikke, at Indre Mission som Jehovas Vidner har ringet på dørene og belemret folk med budskaber om Jordens undergang og det nye rige, som Gud vil skabe, og som kun de frelste kommer ind i. Det må vidnerne gerne tro, hvis de vil. Til gengæld må de også respektere, at ikke alle gider høre om det.

Tro er en fantastisk ting - for dem, som tror, og som troen har hjulpet gennem såvel udfordringer som tragedier.

Det bliver først farligt, når troen bruges politisk - hvad for eksempel grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürk, indså for mange år tilbage, da han afskaffede statsreligionen og i stedet søgte indført et europæisk inspireret demokrati. Altså en sekulær stat, hvor religion og politik er adskilt. Sådan er det jo i de europæiske lande, skønt de kristne værdier naturligvis afspejles i både hverdagen og i lovgivningen - uden at kristendommen nødvendigvis bør skrives ind som forord i de europæiske traktater, der så heller aldrig er blevet til noget, fordi vælgerne i Frankrig, Holland og senest Irland har forkastet dem.

Religion og tro har, forkert administreret, alle dage været årsag til krig og ufred; i nyere tid kulminerende med 11. september, da religiøse fantaster angreb Manhattan. Fulgt op af meningsløse terroraktioner i blandt andet Madrid og London, hvor selvmordsterroristerne blev bildt ind, at de ville få evigt liv i Paradis, omgivet af smukke kvinder og alskens lykke.

Tro er godt, hvis man forholder sig fornuftigt, måske også en smule kritisk, til den. Og holder den for sig selv. At ville pådutte andre, i islamisternes tilfælde endda en hel verden, en tro, hvis filosofi er død og ulykke, er derimod ikke godt.

Det er slet og ret en skændsel.