Anholdelsen af de tre mænd, der angiveligt ville myrde en af Jyllands-Postens Muhammed-tegnere, understreger, at de tider for længst er forbi, da Danmark var et lille land, der kunne hygge sig i smug. Nok er der foreløbig kun tale om en mistanke - og en retssag bliver det åbenbart heller ikke til - men da PET gennem længere tid har overvåget de pågældende, må man have haft en reel formodning om, at der var overhængende fare for tegnerens liv. Hvad man gjorde var altså at forhindre en mulig forbrydelse - frem for at søge den opklaret, når den var fuldbyrdet.

Det er klart, at et sådant forehavende - hvis mistanken altså er rigtig - kun kan kalde på afsky, og fra alle sider blev mordtruslerne da også straks fordømt. Samtidig og med lige så god grund blev betydningen af en stærk og effektiv efterretningstjeneste fremhævet.

Men af de mange fordømmende udtalelser er der grund til at hæfte sig ved den, der kom fra talsmanden for Det Islamiske Trossamfund. Den understreger, at vi midt i ophidselsen ikke må glemme, at det er ganske få af vore muslimske medborgere, der ønsker at sætte sig uden for dansk lov og ret - og at vi gør de mange uret, hvis de rammes af fordømmelsen af de få. Det vil også skade den integration, der omsider synes at være i gang.

Denne avis har levet af og kæmpet for ytringsfriheden, siden den første udgave kom på gaden i 1772. Men i striden om Muhammed-tegningerne har vi aldrig lagt skjul på, at samme ytringsfrihed nok er en ret, men ikke en pligt. I lighed med mange andre har vi taget afstand fra den provokation, som en tegning af profeten med en bombe i turbanen uvægerligt måtte være for troende muslimer. Den provokation var unødvendig.

Ytringsfrihed har aldrig været ubegrænset. Love sætter grænser for den, og pressen har selv en række etiske regler, der appellerer til varsomhed mod at krænke andre - skønt der ikke er tradition for at tage mange hensyn, når det gælder religiøse følelser. Blandt andet, fordi religion hos mange danskere ikke stikker så dybt. Men at det er et felt, hvor man også i Danmark skal træde med omtanke, viste forargelsen, da en supermarkeds­kæde ville sælge Jesus-sandaler. De måtte, skønt sagen forekom ret uskyldig, fjernes fra hylderne.

Indtil nu har Fyens Stiftstidende ikke bragt tegningen af Muhammed med den rygende bombe. Når den i dag har fundet vej til spalterne, er det, fordi den tjener som nødvendig dokumentation - og fordi det efterhånden ville være en tom demonstration ikke at bringe en tegning, som nu snart hele verden har set.

At tegneren bag denne karikatur en dag kunne blive genstand for et attentat er en tanke, der formentlig har været ham fremmed - for det var jo bare en karikatur. Man kan da også kun have ondt af ham og hans familie, der pludselig og helt uden ønske kom i verdens brændpunkt og må leve under konstant politibevogtning.

Den ulykkelige sag bør lære os, at vi - naturligvis - skal stå vagt om ytringsfriheden. Den er en hjørnesten i ethvert sandt folkestyre.

Men vi skal også lære at forvalte den i en multikulturel verden.