ISRAEL
Der knyttede sig ikke store forhåbninger til topmødet i Sharm-el-Sheikh, den ægyptiske ørkenby, hvor præsident Bill Clinton havde sat al sin prestige - og magt - ind på at mødes med mellemøstkonfliktens parter for atfå volden bragt til ophør og fredsprocessen tilbage på sporet.Klogeligt havde han og de andre deltagere nedtonet håbet, belært af erfaringerne fra de mange gange, et tilsyneladende gennembrud blev efterfulgt af et skibbrud.

Men begge parter erklærede sig parate til at standse volden, hvad der var israelernes hovedkrav. Det er et krav, Israels ministerpræsident kan imødekomme med en ordre til sine styrker om at ophøre med at skyde på de palæstinensiske unge, der kaster med sten. Forhåbentlig kan Yasser Arafat også standse sine egne, om end det unægtelig er sværere at styre folkemasser end velordnede kampstyrker.

Men Arafat vil utvivlsomt bruge al den autoritet, han har, for at berolige de oprørte gemytter, for ro er forudsætningen for, at han kan tage de stik hjem, som ørkenmødet gav ham mulighed for: En israelsk tilbagetrækning til linjerne før urolighederne for 19 dage siden, ophævelsen af blokaden og nedsættelsen af en FN- komite, der kan fastslå ansvaret.

Nøgternt set var det Arafat, der fik mest ud af mødet i Sharm el-Sheik. Men da Israel har hovedansvaret for fredsprocessens trange skæbne, er det ikke underligt, at det var Ehud Barak, der måtte give mest. Under hele konflikten har det lydt, at ”begge parter” må besinde sig, fordi store dele af Vesten ikke har villet forstå, hvilke kolossale ydmygelser palæstinenserne har været ude for. I årevis har de været holdt hen med løfter om et eget land, men netop som dagen var i sigte, blev de provokeret af nye bosættelser eller af et udæskende besøg på et af deres hellige steder.

Derfor har de et brændende ønske om retfærdighed: verden skal leve op til Sikkerhedsrådets resolutioner, og ansvaret for de sidste ugers vold skal fastslås.Med resultatet af Sharm el-Sheik skulle Arafat kunne holde sin del af aftalen, og forhåbentlig lykkes det også Ehud Barak at tøjle sin opposition.

Han vil utvivlsomt lægge vægt på, at fredsprocessen formentlig atter er sat på sporet og endnu en gang når et gennembrud ved det møde hos præsident Clinton om fjorten dage.For Amerikas afgående præsident var mødet i ørkenbyen en triumf - i hvert fald hvis det nye topmøde besegler den fredsaftale, der menes at være i hus.

Forudsætningen er, at Israel er villig til at give de sidste, små indrømmelser vedr. Jerusalem, som kredsen omkring Barak skal være enige om.

Men atter er det klogt ikke at stemme forventningerne for højt. Israel blev af den arabiske verden opfattet som et fremmedlegeme, der blev indopereret, og skal det ikke stødes ud eller leve i en bestandig kamp med sine omgivelser, må det forstå at vinde sine naboers tillid.

En fred kan på det korte sigt opretholdes ved en effektiv militærmagt, ved et imponerende sammenhold og ved Amerikas storstilede hjælp. Men i det lange løb er en forståelse med den arabiske verden uomgængelig nødvendig.