Det er stadig børnene og børnebørnene en gåde, hvad vi gamle dog fik tiden til at gå med, før nettet og mobilen blev opfundet. Det var dengang, hele gaden talte om, at nu havde Hansens henne i nummer 21 minsandten fået telefon. En af dem, altså, der hang på væggen, næsten fra gulv til loft, og hvor man skulle huske både at ringe op og ringe af. Og endnu mere sensationelt var det, hvis Hansens også have fået fjernsyn. Et monstrum, der fyldte hele stuen, og som krævede en gennemgribende ommøblering fra kælder til kvist, så alle kunne se og beundre dette husets nye alter.

Det var også dengang, købmanden og mælkemanden bragte varer ud - endda på kredit - og posten kom flere gange om dagen. Værtshusslagsmålene blev afgjort uden for døren, og bagefter drak kombattanterne en bajer sammen. Jo - det var en god tid. Men var det også en bedre tid? Jah, tja, bom-bom, som en kendt radikal politiker ville have sagt.

Yndere af de gamle dage plejer at hævde, at man kom hinanden mere ved, når familien spillede Matador om aftenen frem for at glo på tv. Men vi kommer jo stadig hinanden ved - blot på en anden og ofte noget mere praktisk måde. Tag nu mobiltelefonen, der dog er en af de mest geniale opfindelser, der nogensinde er gjort.

Med den er resten af verden aldrig længere væk end den lomme, telefonen ligger i. Når bilen går i stå midt på landevejen, skal vi ikke traske flere kilometer til telefonboksen - hvor ledningen er klippet over - og når vi rejser, og der er godt eller dårligt nyt derhjemmefra, kan vi altid nås. Vi behøver ikke mere, som i gamle dage, at lade os efterlyse i Radioavisen.

Men det gælder for mobiltelefonen som for slik, tobak, sprut, gode middage og gratis golf- og jagtrejser: Alt med måde. Mobilen skal ikke bimle i teatret, i kirken, på restauranten eller hvor det nu kan genere andre. Den skal heller ikke bimle midt i skole­timen.

Det har den tilsyneladende gjort lidt for ofte - med de konsekvenser, den enkelte skole nu har taget deraf. På Tingløkkeskolen i Odense blev telefonen således konfiskeret og anbragt på kontoret, hvor ikke eleverne, men kun forældrene kunne hente den. Men den praksis blev ikke skønnet lovlig - nu overvejer undervisningsministeren at ændre den - og er derfor justeret til, at mobilen bliver udleveret efter skoletid. Det lyder meget rimeligt, og det lyder også rimeligt, at eleverne kan pleje deres sociale netværk - eller få fat i deres forældre - i frikvartererne.

Mobilen med alt hvad den kan er en teknologiens gave til menneskeheden, og det er bedre at slippe sit barn løs i forlystelses- og nattelivet med en mobil end uden. Men god mobilskik er også en del af opdragelsen i en tid, hvor børnene synes sms- og internetuddannede allerede fra børne­haveklassen.

Man kunne plædere for, at etik på disse områder er en sag for skolen. Det er det måske også, hvis der er tid til det. Men skolen har meget andet at tage sig af, og andre opgaver forekommer vigtigere.

Men hvis opgave er det så? Forældrenes, naturligvis. Hvis ellers? Det kan godt være, at forældrene ikke kan hitte ud af mobilen uden børnenes hjælp. Til gengæld burde de være voksne nok til at lære dem gode regler for at bruge den.