LEDER: At netop kirkeministeren skulle blive den af alle ministre, der oftest påkaldte sig opmærksomhed, havde ikke mange fantasi til at forestille sig, da Anders Fogh Rasmussen trådte ud fra Amalienborg og præsenterede sit smilende, nye hold.Men sådan er det gået. Nogle vil føje til, at det ikke er for det gode, at Tove Fergo er blevet et kendt ansigt – men at hun bare er udstyret med den uheldige egenskab, at hun ikke kan passere et spinatbed uden at træde i det.

tove fergo begyndte sine botaniseringer i nævnte bed med at undsige den nye salmebog. Siden skabte hun megen undren i de kirkelige indercirkler ved at tilsidesætte menighedsråd og biskop, da det vigtige embede som Holmens provst skulle besættes. Så fortsatte hun sin krig mod Københavns biskop om kirketællinger ved at bebude, at hendes eget ministeriums afgørelse – som gik den nye minister imod – skulle laves om. I parentes bemærket var samme biskop Tove Fergos foresatte – og formand for Salmebogskommissionen. Og nu sidst provokerer hun ved at tilsidesætte det forlig, som hendes forgænger, Johannes Lebech, med stort besvær havde stykket sammen om etableringen af en muslimsk gravplads i Brøndby.Formelt er hun i sin gode ret. Juridisk er der intet til hinder for, at et løfte fra en minister kan fraviges af en efterfølger, hvis forliget indebærer økonomiske konsekvenser, som ikke er konfirmeret i finansudvalget.

RET HAR Tove Fergo også, når hun siger, at muslimer – som andre, der tilhører et andet kirkesamfund end folkekirkens – selv må betale for deres kirkegårde.Men ét er ret, noget andet rimelighed. Og efter at det på god dansk vis omsider var lykkedes at finde udvej for, at en ømtålelig og langstrakt sag kunne finde en pragmatisk løsning, er det ikke rimeligt at ride de høje, principielle heste. Det er stivstikkeri, specielt da regeringen på andre områder holder sig til indgåede forlig.

LIGESOM hendes holdning i slaget om salmebogen vil Tove Fergos provokation i sagen om muslimernes gravplads aktualisere spørgsmålet om folkekirkens begunstigede stilling. Den er grundlovsfæstet og bygger på en lang tradition. Hvem der støtter hvem – kirken eller staten – kan også diskuteres.Men kirkens folk må være blinde og døve, hvis de ikke forstår, at det i et multietnisk samfund anno 2002 kalder på kritik, at 40 procent af præsternes løn og hele biskoppernes betales over statsskatten – og således også udredes af ateister, katolikker og muslimer.

DER FORLYDER intet om, at en ny kirkeforfatning, som vil sikre, at kirken selv bestemmer, efter hvilken salmebog, der skal synges, eller som anbefaler en adskillelse af kirke og stat, er at finde på Venstres lange liste over liberale reformer. Os bekendt er det ikke partiets officielle politik. Tværtimod. Men fortsætter Tove Fergo, som hun er begyndt, får vi nok begge dele.