LANDBRUG
Afgørelsen fra Naturklagenævnet om at en lang række fynske landbrug skal søge om at få VVM godkendelse, hvis de vil udvide eller omdanne deres produktion, var ved at skabe panik i erhvervet.

Men de krav, der stilles til erhvervet stilles også til andre, og en an-søgning om godkendelse er ikke i sig selv problemet. Både ansøgning og afgørelse kan tværtimod på længere sigt være med til at skabe mere ro om landbrugets dagligdag. Det nytter intet at stritte imod de rimelige krav, samfundet må stille til enhver produktion.

For mange år siden var det industrien, der led med et dårligt miljøimage. Efter en turbulent periode har industrien lært at lave med de krav, man stilles overfor.

Problemet er ikke kravene. Problemet er, den usikkerhed, der har hersket i administrationen af dem. Reglerne har været for uklare. Det har skabt uro både i landbruget, men også i den amtslige administration. Klarheden synes nu skabt, og landbruget må indstille sig på, at der skal ansøges, hvis produktionen skal udvides eller omlægges.

Det går ud over de unge, er der blevet sagt. Mon? De unge landmænd ved, at miljøkrav er og bliver en del af deres daglige virkelighed.

Det er selvindlysende, at et amt bliver nødt til at vurdere, hvor meget af det ene og det andet, man mener, amtet kan bære, at der udledes. Jo bedre landbruget bliver til at få minimeret problemet med affaldsstofferne, jo mindre bliver miljøbelastningen. Og så er problemet ved sin løsning i forhold til omgivelserne. Den nye situation betyder, at landbrugets egne konsulenter får et stort ansvar for at hjælpe den enkelte landmand med at tilvejebringe det nødvendige materiale, der skal søges på i amtet. Jo bedre det grundliggende materiale, der kommer ind, er, jo hurtigere kan sagerne naturligvis behandles.

I landbruget frygter man, at en VVM godkendelse vedblivende vil tage flere år for at komme turen gennem amtet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel og vil kun afføde, at mange landmænd, også de, der måske ikke har et øjeblikkeligt behov for en godkendelse, sender ansøgning ind for en sikkerheds skyld, hvis de nu ad åre skulle få brug for den, eller hvis de unge skulle. En sådan trafik vil sinke behandlingen af de sager, der aktuelt skal gennem systemet.

Derfor er det værd at appellere til amtets teknikere om, at man får sagsbehandlingen på skinner, så propper undgås. Sker der en glidende administration i en løbende dialog mellem landbruget og amtet, behøver den nye kendelse ikke blive et stort problem.

Det kan det derimod blive, hvis landbruget ikke erkender, at gylleproblemerne er et af erhvervets største. Lugt og gener fra megen kørsel med gylle er en pestilens for alle, der bor i de berørte områder, også for de, der er indstillet på, at der er erhvervs, hvor de bor. Og det er gift for den udvikling af landdistrikterne, som også landbruget nyder godt af, f.eks. når erhvervet skal leje boliger ud eller have salg fra gårdbutikkerne eller de lokale aktiviteter i det hele taget skal opretholdes. Landet skulle ikke gerne kun være et sted, mennesker er kortvarigt. Det er godt for den regionale udvikling, at de også føler sig tilskyndet til at slå sig ned og blive.