Anders Fogh Rasmussens minimalstat blev aflivet - af ham selv - før den kom til verden.

I dag er det kun små, liberale kredse, der forsager staten og al dens væsen for i stedet at tilbede markedet i tro på, at det ved egen hjælp kan løse alle problemer.

Regeringer fra højre til venstre kreerer milliardhjælpepakker i håb om dermed at afbøde den økonomiske krises værste følger. Helt naturligt stiller de samtidig betingelser for hjælpen. Nogle steder er der tale om rene nationaliseringer, for eksempel af bankerne, andre steder, som i Danmark, går man knap så hårdhændet til værks. Men tendensen er tydelig: Mere stat!

Hvor langt skal staten gå? I USA går den nye administration meget langt. Renten er sænket til nul, så rentevåbnet er opbrugt. Et sidste skud i bøssen affyrede den amerikanske centralbank forleden, da den satte seddelpressen i ekspresfart, og den amerikanske stat besluttede at opkøbe statsobligationer for mere end 300 milliarder dollar, eller tæt ved 1700 milliarder danske kroner.

Samtidig bebrejder Obama europæerne, at vi ikke på samme måde sætter alle sejl til. Det afviste EU’s stats- og regeringschefer på topmødet, der sluttede fredag. De henviser til, at arbejdsløsheden ikke rammer forbruget så hårdt hos os på grund af arbejdsløshedsunderstøttelser, og at EU’s lande sammenlagt har gjort lige så meget som USA. Derfor vil de vente og se. Fyres der for meget op under kedlerne, truer inflationen.

Der er også en anden forklaring. I hvert fald de borgerlige regeringer er enige med de økonomer - herhjemme nationalbankdirketør Niels Bernstein - der mener, at 100.000 arbejdsløse er sundt for økonomien. Fuld beskæftigelse fører let til inflation og til lønforhøjelser, der skader Danmarks konkurrenceevne.

Tilsvarende mener denne skole, at konkurser er sunde, og at staten ikke skal rykke ud og redde nødlidende brancher, heller ikke banker, der på grund af grådige chefer og en letsindig udlånspolitik er ved at kuldsejle. En oprydning, også i banksektoren, er tiltrængt. Krisetider er en god mulighed for at sanere.

Man kan ligefrem høre det gamle, liberale slagord klinge i baggrunden: Lad falde, hvad ikke kan stå. Men på mange måder er det kun udtryk for sund fornuft i god tråd med den privatkapitalistiske tanke, samfundet bygger på.

Men som vi har set, vil ingen politiker i dag, slet ikke i de nordiske lande, acceptere en junglelov, der fører til, at »Fanden ta´r den sidste". I et velfærdssamfund som det danske tvinger vælgerne politikerne til handling. Spørgsmålet er kun, hvor langt staten skal gå.

Har regeringen herhjemme gjort nok? Det mener oppositionen ikke, og eksperterne er som sædvanlig ikke enige.

Der er heller ikke nogen enkel løsning, fordi ingen kender krisens sande omfang og slet ikke dens længde. Ved ved heller ikke ved, hvor meget de forskellige pakker hjælper.

Stiger antallet af arbejdsløse med samme hastighed som nu, samtidig med, at konkurserne eksploderer, presses regeringen til handling.

Nogle mener, at det er senere, end vi tror. Forhåbentlig passer de gamle ord ikke.

Resume:

Kriser kan være sunde, mener nogle, og de har ikke helt uret. Men øjnes der ikke snart lys forude, tvinges regeringen til at handle.