Mellem håb og frygt


Mellem håb og frygt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Israel

Der er gået en uge siden, høgen Ariel Sharon vandt over duen Ehud Barak i kampen om ministerpræsidentposten i Israel - ikke på målstregen, men ved en jordskælvssejr. I langt højere grad end verden havde tænkt sig, var israelerne blevet skuffet over, at Barak ikke kunne forhandle sig til fred. Meget sigende stemte 75 procent af Jerusalems jødiske indbyggere for Sharon, den Sharon som ved sit provokerende besøg på Tempelbjerget et halvt år tidligere havde udløst en ny intifada, og på ny gjort Mellemøsten til en krudttønde.Man kan diskutere, om ikke Danmarks nyslåede udenrigsminister skulle have udtalt sig mere diplomatisk om israelernes valg, men der er næppe tvivl om, at Mogens Lykketoft (S) med sin mildest talt manglende begejstring over valgresultatet gav udtryk for, hvad de fleste i Danmark mener. Ariel Sharons generalieblad, der bl.a. omfatter en ”dom”, fældet af Israels højesteretspræsident for et personligt - omend indirekte - ansvar for blodbad på mellem 1000 og 2000 forsvarsløse civile i Libanon, er unægtelig ikke det bedste udgangspunkt for at fortsætte fredsforhandlingerne .Lykketofts åbenmundethed minder om Anker Jørgensens, dengang han efter Seksdages-krigen i juni 1967 stod i Middelfart og bramfrit gav udtryk for sin mening om den mellemøstlige konflikt. Men modsat Lykketoft lagde Anker sig ud med den arabiske verden, som han beskyldte for ikke at helme, før Midddelhavet var farvet rødt af jødernes blod. Det var dengang, Mogens Glistrup bemærkede, at ”det havde været bedre, hvis Anker havde stået ved Middelhavet og talt om Middelfart, end at han stod i Middelfart og talte om Middelhavet”!Men netop den omstændighed, at Sharon og Arafat, der jo også har et og andet på sin samvittighed, er blodsbeslægtede, er med til at tænde et håb for freden.Da Richard Nixon højst overraskende byggede bro til Maos Kina, sagde Mao til ham, at han var glad, ”når disse folk på højrefløjen kom til magten”, hvortil Nixon svarede, at man skulle lægge mærke til, at ”folk til højre kan gennemføre, hvad folk til venstre må nøjes med at tale om”.De Gaulle, Begin og Reagan er tilsvarende højrepolitikere, som vendte på en tallerken, og sluttede fred med deres fjender.Også stillingen i Knesset giver håb om, at alt ikke er tabt på gulvet, for evner Sharon efter en vis tid og ved at blande kortene på en ny måde at give de indrømmelser, som er nødvendige, har han ingen opposition imod sig, da Arbejderpartiet i så fald skulle gå imod sin egen politik.Med George W. Bush i Det Hvide Hus vil en del af arabernes frygt for en sammensværgelse mellem USA og Israel være borte. Det er kendt, at Clintons mellemøst- rådgivere for en stor del var jøder.Endelig har freden en forbundsfælle i Sharons alder. Hans eftermæle står på spil. Hvad skal han huskes for? For massakren i Libanon og provokationen på Tempelbjerget – eller som den gamle general, der fik sit folks tillid og evnede at udmønte den i en fredsslutning?Frygten for en krigstilstand er begrundet, indrømmet, men håbet for de videre forhandlinger om fred er ikke uden holdepunkter.

Mellem håb og frygt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce