Det vakte megen opmærksomhed, da Anders Fogh Rasmussen som nyslået Venstre-formand vendte på en tallerken og tog afstand fra den minimalstat, han nogle år forinden med fynd og klem var gået ind for.

Superliberalisten var blevet midtsøgende – for som leder af landets største oppositionsparti og dermed statsministerkandidat indså Fogh Rasmussen hurtigt, at skulle han gøre sig håb om Nyrups stol, måtte han være på god fod med de små og ofte udslagsgivende midterpartier, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.Begge partier har programpunkter, som en socialdemokratisk ledet regering lettere end en borgerlig vil kunne opfylde. Men ud fra en samlet vurdering – og med blik på sammensætningen af deres vælgerskare – vil CD og KRF efter dette valg alligevel pege på Fogh Rasmussen. Og dog.

DE to små partier gør sig nemlig kostbare. Det kan ikke undre – for hvordan skal de ellers undgå at falde i ét med tapetet? Centrum-Demokraterne er mest ultimative. De vil i første omgang kun pege på Fogh Rasmussen som forhandlingsleder, altså ikke ubetinget som statsminister, og med mindre Fogh opfylder en lang række CD-krav, bliver han droppet igen.De fleste vil nok mene, at nu strammer Mimi den. Og da hendes parti muligvis – kyndige siger sandsynligvis – slet ikke formår at forcere spærregrænsen, vil mange tage de drastiske udmeldinger som udtryk for panik før lukketid. Glansen er gået af Mimi Jakobsen.

ANDERLEDES alvorligt har Fogh Rasmussen grund til at se på Kristeligt Folkepartis krav. Først og fremmest det ufravigelige om, at der ikke må skæres i ulandsbistanden – hvad CD i øvrigt også kræver – og som Kristeligt Folkepartis Jann Sjursen har bundet sig så stærkt op på, at han umuligt kan anbefale en regering, hvor en beskæring af støtten til ulandene indgår i grundlaget. Gør Sjursen det, vil han og hans parti totalt miste troværdighed.

Men da færre ulandspenge – og der er tale om milliardbeløb – meget langt skal finansiere de mange løfter, som de borgerlige har udstedt, er der med meldingene fra midten på forhånd skabt alvorlige problemer for en ny regering. Det gælder også, når og hvis udlændingelovgivningen skal strammes. Men her er kompromiser nu lettere at skabe.

HVIS DER KAN dannes en regering alene på grundlag af Venstres, Dansk Folkepartis og De Konservatives mandater, har Fogh Rasmussen ingen problemer.

Men kan der det? Nogle vil måske mene, at tingene nok flasker sig, når valget er overstået og ministertaburetterne er i syne. De forregner sig.Det vil heller ikke være sagligt rigtigt at skære i støtten til de fattige lande. Man kan længe diskutere læren af 11. september, men en konsekvens burde snarere være større hjælp end mindre.

En nedskæring burde slet ikke være til debat.