"De tager vores arbejde, de tager vores piger, og nu tillader de sig også at omdanne fredelige københavnerkvarterer til skydetelte". Sådan synes tankegangen at være blandt indfødte, hvid-pigmenterede danskere. I hvert fald mener tre ud af fire, at indvandrerne er skyld i den såkaldte bandekrig på Nørrebro i København. Det viste en meningsmåling i MetroXpress forleden.

Det er tal, der ikke kan undre, når man ser på, hvordan skyderierne omtales og kommenteres af politikere, politi og presse, for ingen af de tre parter brillerer sædvanligvis med nuancerede fremstillinger af de væbnede konflikter. Det er tilsyneladende for kompliceret.

Men der er al mulig grund til at stoppe op, lade fornuften råde og besindelsen tage over. Ellers risikerer man at dæmonisere hele befolkningsgrupper, som blot har gjort sig skyldige i at have en anden hudfarve end dansk-hvid.

Problemet er - helt bogstaveligt - at hvis man fremstiller den igangværende konflikt firkantet og sort/hvid, så forstår man ikke, hvad den handler om.

For det er et faktum, at vi ikke ved, hvem der er medlem af de såkaldte indvandrerbander. Og selv om de alle sammen skulle have en anden farve end dansk-hvid, er det jo ingen garanti for, at de er indvandrere. Der findes rent faktisk tusinder af mørkhudede, der er født i Danmark, og som måske også har dansk statsborgerskab. Og som intet har med bandekrigen at gøre.

Desværre er danske medier aldeles flittige til at bruge etniske begreber i omtalen af bandekrigen. En undersøgelse fra Lunds Universitet offentliggjort i Politiken viser, at det var tilfældet i næsten tre ud af fire artikler i efteråret 2008. "Begreber, som ikke siger noget om, hvad en person er, men hvad en person ikke er, nemlig dansk", som undersøgelsens forfatter formulerer det.

Konsekvensen af vores sprogvalg, af at vi betegner "bandekrigen" som en etnisk konflikt, er, at den kommer til at gå ud over uskyldige. Eksemplerne har vi allerede set i Mjølnerparken, hvor en mand, der ledte efter en parkeringsplads, blev skudt ned. Han lignede tilfældigvis én, der kunne være bandemedlem. På samme måde er det mere end problematisk, hvis man tilfældigvis ligner en rocker og befinder sig på åben gade i København. Og det skaber naturligvis voldsom utryghed, at hudfarve og påklædning kan gøre én til potentiel kriger og dermed skydeskive.

Det, der står tilbage at fastslå, er derfor, at skyderierne på Nørrebro mellem bander, der som oftest er knyttet til bestemte bydele, og som udgøres af danskere med forskellige hudfarver, og rockergrupper, der består af danskere med forskellige hudfarver, er et opgør mellem kriminelle grupperinger om narkomarkedet.

Det handler altså ikke om "indvandrere" mod "danskere", ikke om etnicitet, men om kriminalitet. Og som sådan bør det omtales og behandles.

For dét kan være med til at isolere problemet. Og ikke mindst kan det medvirke til at afmytologisere både den notorisk kriminelle rockerorganisation HA og de lige så kriminelle bander - og dermed måske vanskeliggøre rekruttering af nye medlemmer.