Det kan ligne en tanke. Hver gang en ledende minister holder pressemøde, forlader et af Ny Alliances folketingsmedlemmer partiet.

Det skete, da Gitte Seeberg sagde farvel midt under statsministerens seneste pressemøde, og det skete igen i går, da Malou Aamund skred en halv time inde i Lars Løkke Rasmussens præsentation af den nye finanslov. Men det er kun en tanke. Malou Aamunds farvel får ikke betydning for finansloven. Den vil hun stemme for - på samme måde som de tre tilbageværende medlemmer forventes at gøre.

Med den nye reduktion af det i forvejen amputerede parti genskaber regeringen sit gamle flertal - med hjælp fra færingen Edmund Joensen - og det betyder, at Ny Alliances mandater bliver mindre interessante, og at partiets muligheder for at opnå resultater, for eksempel i asylforhandlingerne, formindskes. Og da Ny Alliance så sent som i weekenden erklærede, at man enten ville have indrømmelser eller dø med støvlerne på, er der grund til at tro, at det er det sidste, der vil ske. Ikke engang en hvid kanin kan redde partiet, kun et mirakel.

Med eller uden Ny Alliances efterhånden kun tre mandater skal finansministeren nok få sin nye, forsinkede finanslov igennem. Den er uambitiøs indtil det kedelige. Det er, som om Lars Løkke Rasmussen ikke har vidst, hvad ben han skulle stå på. Stramme eller lempe? Han valgte at stramme. Ikke meget, men lidt. Vi skal ikke køre 130 kilometer i timen, kun 120. Dermed har han villet sende et signal til de mange forventningsfulde på arbejdsmarkedet, der har regnet sig frem til, at de har et stort lønefterslæb, som forårets overenskomstforhandlinger skal kompensere - og derfor provokerer finanslovsforslaget de offentlige ansatte. Netop i går havde FOA samlet sine tillidsfolk i Odense, og kampråbene gjaldede.

Finansrådet og andre eksperter er også utilfredse. Trykket på bremsen er for svagt, og det kommer for sent. Og oppositionen siger dét, en opposition skal sige, nemlig: Hvad sagde vi? Der er ikke råd både til skattelettelser og bedre velfærd.

Nu er det ikke meget, finansloven piller ved velfærden. Der er mest tale om at skyde en række investeringer. Men det forsigtige tryk på bremsen vil kunne mærkes, blandt andet i politiet og ude i kommunerne. Det vil vi komme til at høre rigtig meget om.

Regeringen vil derfor ikke høste megen ros. Men det har den sig selv at takke for. Under valgkampen var den letsindig og lovede alt for meget. Men nu er den blevet bange for sin egen skygge - og prøver desperat at fortælle de offentligt ansatte, at de ikke skal komme for godt i gang.

Man kan så håbe, at det gør de heller ikke. Eller mere realistisk: Man kan håbe, at der i disse uger indgås så mange delforlig, at en ødelæggende storkonflikt ikke bliver til virkelighed - og dermed gør en helt anderledes finanslov nødvendig næste gang.