Med sår på sjælen


Med sår på sjælen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark er i krig. Det er en barsk kendsgerning, som de fleste af os lukker øjnene for. Irak og endnu mere Afghanistan er jo langt fra vores hverdag anno 2009 - og vi har andet at tale om, nu krisen for alvor kradser.

Men en gang imellem standser vi op. Endnu en dansk soldat er død - eller, som nu forleden, hårdt såret. Eller én, der for længst er vendt hjem fra en anden af de danske missioner i udlandet, er gået fra forstanden og blevet skudt, fordi han i afmagt og desperation greb en sabel og huggede løs på to betjente, der kom for at tvangsindlægge ham.

Så flænges vores hverdag, og vi standser op og diskuterer, om vi er vores ansvar bevidst, eller vi er for tilbøjelige til at mene, at den krig derude i de afghanske landsbyer er regeringens og Søren Gades sag.

Sådan forholder det sig ikke; det ved vi godt. Et stort flertal i Folketinget og både Nato og FN står bag kampen, men usikkerheden om, hvorvidt der er udsigt til sejr, eller om vi står over for en trediveårskrig med tifold flere ofre, lurer.

Måske er det grunden til, at vi - naturligvis - viser stor respekt for de omkomne og deres hårdt ramte familier, men derimod er tilbøjelige til at overse to andre grupper: de sårede og dem, der tilsyneladende vender hjem frisk på sjæl og legeme, men dog har ondt i livet.

Det havde helt åbenlyst den 32-årige tidligere danske soldat, der forleden blev dræbt af politiet på Nørrebro i København. Hans pårørende fortæller, at han gentagne gange havde bedt om hjælp, men forgæves. Familien vidste godt, at han var psykisk syg og skulle under behandling. Derfor bad de til sidst politiet om sammen med en psykiater møde op på hans bopæl og prøve at få ham indlagt. Men endelig uden uniform, da sønnen i sin sygdom havde et anstrengt forhold til politiet.

Men de to betjente mødte i uniform - og uden en psykiater.

Selvfølgelig er familien højligt forarget over politiets optræden, men selv om den er part i sagen, er der grund til at se på samfundets forhold til de mange, der fysisk sårede vender hjem fra vore krige og de endnu flere, der kommer tilsyneladende raske tilbage, men som har sår på sjælen, som ikke vil læges.

Skal soldater ved deres udsendelse underskrive, at de skal til tvungen samtale med en psykolog, når de vender hjem - og/eller at de skal opholde sig en tid på en kaserne efter hjemkomsten? Det er nogle af de spørgsmål, der nu med rette diskuteres. De er ikke så enkle, som de lyder, for hvornår og hvor langt skal man bruge tvang i denne sammenhæng? Og hvad med Falck-folk og politi - for eksempel den betjent, der dræbte den tidligere soldat?

Det varede unødigt længe, før det blev besluttet at hædre hjemvendte danske soldater.

Så længe må det ikke vare med diskussionen om, hvad vi kan gøre for dem i tiden efter hjemsendelsen. Når krigens spøgelser huserer og destruerer den hverdag, de efter endt tjeneste havde glædet sig til at vende tilbage til.

Med sår på sjælen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce