Lavprisselskabet Sterling gik onsdag i flyverskjul og i skifteretten for at meddele, at den ikke længere kunne klare sine forpligtigelser. Kassen var tom, og konkursen den eneste tilbageværende rute for flyflåden.

Flere konkurser vil følge - bl.a. på grund af bankers aggressive udlånspolitik og visse virksomheders ansvarsløse og risikable forretningskoncepter.

Sterling kan her passende være rædselseksemplet. Lavprisselskabet baserede hele sin forretningsmodel på at vokse i volumen og dermed øge pengestrømmen, og det på trods af, at driften har vist blodrøde underskud.

Sterlings fald fra himlen vil ingen politiker naturligvis forsøge at afbøde med en faldskærm. Politikerne forsøger i stedet at komme kunderne til hjælp, i hvert fald fremadrettet, så ingen i fremtiden behøver at lide tab. Og i tilfældet med flykunderne ligger løsningen lige for. Udvid garantien, så flybilletter uden tilkøb også dækkes af rejsegarantifonden, og lad kunderne betale en øremærket 50'er ekstra for flyturen.

Anderledes vanskeligt er det at håndtere krisen i finanssektoren. Når rigets ledende politikere holder krisemøder med finansfolket, så er det for at finde ud af, om der er muligheder for at komme de nødlidende og blødende virksomheder til undsætning.

Navnlig de virksomheder, banker og pensionsselskaber, der lever af Familien Danmarks penge. Politikere kan ikke lide, at vælgere lider nød.

Nu har staten så spændt et sikkerhedsnet ud under banksektoren, og fredag lagde den hånden under realkreditmarkedet, fordi der var udsigt til, at pensionselskaberne ikke længere kunne leve op til deres forpligtelser, fordi danske realkreditobligationer i øjeblikket er usælgelige.

Dette sikkerhedsnet vil komme boligejerne til gavn, først og fremmest flekslånerne, og det får mange til at ryge op i det røde felt over, at "de der har været med til fest, får andre til at døje med tømmermændene".

Men sådan er det. Uanset hvad der laves af pakkeløsninger til at imødegå krisen er det Familien Danmark, skatteyderne, forbrugerne, kunderne, der kommer til at betale.

Det er det virkelige paradoksale i hele den finansielle rutsjetur, verden oplever i disse måneder, som en konsekvens af tiltroen til, at den ukontrollerede markedsøkonomi er verdens bedste og eneste system til at sikre velstand, velfærd og fremskridt.

I stedet risikerer vi at blive suget til bunds, for som kyniske tilhængere af de frie markedskræfter proklamerer, så går markedet op og ned, fremgang og kriser er en del af spillet, og så er der altså nogen der dør, mens andre profiterer af dødsfaldene.

Nedturen er foreløbig standset midt på rutsjebanen med statens indgriben. Og det skal politikerne have ros for. Alternativet havde måske været en total økonomisk nedsmeltning, som i stedet for uro på finansmarkedet ville have skabt stor social uro.

Resume:

Rutsjetur

Politikerne greb ind for at bremse finanskrisen, og det skal de have ros for. Lod man stå til, ville krisen udvikle sig langt værre.