Magtens fallit


Magtens fallit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FORHANDLINGERNE i FN om indsættelse af en fredsstyrke i det sydlige Libanon fortsætter, og Israel rokerer om på ledelsen af den militære operation, mens Hizbollahs raketter fortsat regner ned over civile israelere.

Det er vanskeligt at se en ende på konflikten. Hizbollah kan selvfølgelig ikke besejre israelerne, men Israel kan til sin store overraskelse heller ikke vinde krigen mod Hizbollah.

Tværtimod er krigen allerede tabt i den forstand, at selv modstanderne og de lunkne i den arabiske verden i dag hylder Hizbollah for at holde ud i foreløbig fire uger mod det ellers så usårlige Israel.

ER DET SÅ en fredsstyrke, måske under fransk ledelse og med et stærkt mandat fra FN, der er brug for?

Det er der al mulig grund til at være skeptisk overfor.

Hizbollah, som i takt med den stigende opbakning puster sig mere og mere op, er en af verdens stærkeste guerillabevægelser. Den er forlængst af en FN-resolution beordret afvæbnet, men det er jo ikke sket. Så hvorfor rette sig efter endnu en resolution?

Hizbollah er også en politisk bevægelse. Den kom til verden, efter at Israel i 1982 invaderede Libanon med henblik på at ødelægge PLO's baser og fik dybe rødder i det libanesiske samfund i løbet af den 18 år lange israelske besættelse.

ISRAEL oplever altså, at bevægelser som Hizbollah i Libanon og Hamas i det palæstinensiske selvstyre gang på gang formår at rokke ved landets sikkerhed og endda - som nu - skabe tvivl om det israelske militærs ellers legendariske styrke.

Den situation burde give anledning til nytænkning i både Jerusalem og Washington. Det har israelerne muligvis ikke lyst til, men hvis USA siger jo, kan Israel ikke fortsat sige nej. Og alle andre - palæstinenserne, EU, Rusland og FN - vil gerne medvirke til at skabe fred.

En begyndelse kunne være at levere Golan tilbage til Syrien mod Syriens anerkendelse af Israel. Ligesom det skete ved fredsslutningerne med Jordan og Egypten. De var resultatet af politiske forhandlinger og anerkendelse af territoriale krav, ikke af militære magtdemonstrationer.

PROBLEMET er blot stadig, at USA har en urealistisk forestilling om, at hvis Syrien og Iran presses hårdt nok, kan regimerne falde og vestligt demokrati indføres.

Man skulle ellers tro, at læren fra Irak-eventyret var tilstrækkeligt til at droppe den illusion.

Iranerne, som i endnu højere grad end syrerne er nøglespillere i konflikten, har ambitioner om at afløse USA som den dominerende magt i Mellemøsten og føler sig samtidig truede af den amerikanske retorik i forbindelse med deres atomprogram.

SÅ DET er vanskeligt at forestille sig vejen ud af det nuværende morads, før der bliver slugt kameler både her og dér.

Men sluges kameler af alle involverede skal der, hvis det er fred, man vil. Magtanvendelse har forlængst spillet fallit.

Magtens fallit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce