sædvanligvis anses det ikke for passende at sætte ordet magt i forbindelse med ordet kirke. For hvad har vi ikke oplevet, når kirken får magt?

Men ingen kirke, heller ikke folkekirken, er kun bygget af levende stene. Den er også en mur- og nagelfast institution, der beskæftiger flere tusinde mennesker og råder over millioner. Derfor har kirken magt, og derfor er det vigtigt, hvem der har magten i kirken.

MAGTEN i den danske folkekirke har hidtil ligget hos staten, det vil sige i Folketinget og hos den siddende kirkeminister. Der har i mere end 100 år eksisteret folkevalgte menighedsråd, som langsomt har fået større indflydelse, men dog fortsat mest er at betragte som demokratiske skuebrød.

Den specielle nære forbindelse mellem kirke og stat i Danmark har eksisteret siden reformationen og fortsatte, da statskirken med grundloven blev til den danske folkekirke.

Det var naturligt. Alle blev døbt, hele folket kunne sin kristelige børnelærdom, og Danmark levede en isoleret tilværelse uden forpligtelser over for internationale organisationer og sammenslutninger.

Selvfølgelig kunne der opstå spændinger mellem kirke og stat, fordi en kirke nu er andet og mere end en etat. Men kloge ministre kendte de usynlige grænser mellem stat og kirke og blandede sig ikke i kirkens indre anliggender.

I DAG EKSISTERER ingen af de forudsætninger, folkekirken bygger på. Kendskabet til kristendommen er begrænset, folkekirkens medlemstal er stadig dalende, Danmark er et flerkulturelt samfund, kun få i Folketinget er optaget af kirken - mange slet ikke medlemmer. I alle internationale sammenhænge går vi ind for ligestilling og vender os imod, at kirke og stat sammenblandes.

Når Danmark så yderligere i snart tre år har haft en kirkeminister, der flagrer rundt som en forvirret høne i det kirkelige landskab og lægger sig ud med alt og alle, er det ikke underligt, at der er opstået et bredt ønske både i folkekirken og i Folketinget om at lade en kommission se på magtfordelingen, altså vurdere forholdet mellem stat og kirke.

DÉT ER NYT. På intet tidligere tidspunkt har det grundtvigske Danmark, Det Radikale Venstre eller Socialdemokraterne ønsket at give kirken større råderum i forhold til staten.

Derfor var det en kirkehistorisk begivenhed, da en bred enighed på dette punkt nylig kunne konstateres ved et møde på Nyborg Strand.

Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at De Konservative også ønsker en udredning, der ser på kompetencefordelingen. Kirkeministeren og hendes chef er imod, formentlig fordi Dansk Folkeparti er det. Men hvor er deres flertal den dag, det kommer til en forespørgselsdebat i Folketinget?

DET EKSISTERER ikke. Så medmindre De Konservative løber fra, hvad deres kirkepolitiske ordfører og gruppeformand, Knud Erik Kirkegaard, utvetydigt har sagt, bliver forholdet kirke-stat nu kulegravet.

Og det er ikke en dag for tidligt.