Når man tænker på, hvor omhyggeligt Anders Fogh Rasmussen igennem årene har undgået at lade sig fange i brud på konkrete løfter til vælgerne, så var det ganske modigt, at regeringen spillede ud med en dagpengereform.

Uanset hvor dagpengeforhandlingerne endte, så risikerede udspillet om stramningerne at klæbe til Fogh ved næste valg. Eller, hvis Fogh fik nyt job ude i Europa, til Lars Løkke Rasmussen, som var manden, der skulle bære en dagpengereform igennem.

Som det brudte efterlønsløfte klæbede til Nyrup og var med til at fælde SR-regeringen, så ville opposition og fagbevægelse tæppebombe vælgerne med gamle citater af Fogh og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i lige så mange medier, de kunne komme af sted med.

Som det er fremgik af store annoncer i aviserne i de seneste dage, så var fagbevægelsen allerede godt i gang. Og mens Fogh tidligere, med større eller mindre held, formåede at sløre eller bortforklare nye standpunkter, så var der denne gang, om man så må sige, noget at komme efter for regeringens modstandere:

"Ændringer i dagpenge og efterløn skal ikke komme som en tyv om natten og trække bukserne af folk" - sagde Fogh i januar 2006.

Claus Hjort Frederiksen var mandfolk nok til at erkende løftebruddet, og tiden skulle så vise, om det havde samme kamikaze-potentiale som efterlønnen. Hvilket var regeringens eget problem.

Nu opgav Løkke sent fredag eftermiddag, og dermed nåede man aldrig frem til det væsentligste: Den sandsynlige effekt.

Formålet var at skaffe 20.000 flere i arbejde, og det sigte er rigtigt, skønt arbejdsløsheden efter et historisk lavpunkt er på vej op. Selv om antallet af ledige fordobles, vil tallet være under 100.000, hvilket stadig er lavt.

Dertil skal lægges, at i årene fremover forlader flere danskere arbejdsmarkedet, end der kommer nye til.

Og endelig higer sundhedssektoren efter arbejdskraft.

Det centrale i regeringens udspil var, at dagpengeperioden skulle halveres fra fire til to år. I en tid med fuld beskæftigelse, eller næsten fuld beskæftigelse, forekom det at være en forsvarlig reduktion.

I hvert fald er fire år en længere periode end i de øvrige nordiske lande, hvorfra der ikke er meldinger om sociale tragedier af den grund.

Men modvilje hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti viste, at finansminister Lars Løkke Rasmussen kun kunne barsle med ubetydelige justeringer.

Socialdemokraterne stod af forhandlingerne med den opsigtsvækkende erkendelse i Jyllands-Posten fra formanden, at partiets forslag om et fleksibelt dagpengesystem ikke gavner beskæftigelsen, "hvilket heller aldrig har været meningen". Det betød, at Løkkes vej gik via via Dansk Folkeparti, der ikke havde lyst til at genere en befolkningsgruppe, hvor DF henter stemmer.

Det er ærgerligt, at Løkke måtte give op. Det bedrer ikke situationen for de plejehjem og ældrecentre, der har svært ved at skaffe medarbejdere.

Men muligvis vil Fogh, Løkke og Hjort blive knap så plaget af det planlagt løftebrud.