HENRETTELSEN af Saddam Hussein var et vigtigt skridt på Iraks vej til demokrati, erklærede præsident George W. Bush i en kommentar til diktatorens endeligt. En besynderlig udtalelse, der viser, at verdens mægtigste mand, Vestens leder, befinder sig i en drømmeverden, fjernt fra dagens hårde realiteter. I hvert fald når det gælder Irak.

RENT BORTSET fra, at det er ironisk at forbinde demokrati med henrettelse af en modstander, er det svært at se, at Saddams død har nogen positiv betydning for forsøget på at skabe et demokratisk Irak.

Retssagen mod ham lod meget tilbage at ønske - set ud fra et demokratisk synspunkt. Regeringen fyrede den uafhængige domstols chefdommer, tre forsvarsadvokater blev myrdet, og ingen internationale observatører var til stede. Mange og alvorligere forbrydelser end dem, Saddam blev dømt for, blev ikke behandlet, og selve henrettelsen havde præg af en uværdig lynchning. Så frem for at blive et skridt på vejen mod demokrati kan hans død blive det modsatte.

HVOR HÅBLØS situationen i Irak er, viser tabstallene. December blev den blodigste i det snart fire år lange felttogs historie. 111 amerikanere omkom, og dødstallet passerede dermed 3000. Hertil kommer 127 fra Storbritannien og 123 fra andre lande, heriblandt Danmark. Hver dag dræbes i snit 110 irakere, og omkring 3000 flygter.

DERFOR er det ikke så underligt, at de amerikanske tropper har mistet troen på krigen og befolkningen i Amerika tilliden til deres præsident og troen på, at krigen kan vindes.

George W. Bush er naturligvis klar over, at hans idealistiske, men utopiske politik har trængt ham op i en krog. Problemet er, at han ikke ved, hvad han skal gøre for at komme ud af Irak med blot lidt af æren i behold. Et sidste desperat forsøg menes at være, at han i denne uge bebuder at ville sende endnu 20.000 soldater til kampzonen.

I SIN NYTÅRSTALE signalerede Anders Fogh Rasmussen i forsigtige vendinger, at Danmark er på vej ud. Det kan ske, håber han, fordi irakerne i Basra-området, hvor de danske styrker opererer, kan tage over. Forhåbentlig får han ret. Men det kan også - som næsten altid før i Irak - gå anderledes.

Så på den baggrund er det dumt af regeringen at afvise den hånd, som Helle Thorning-Schmidt allerede for nogen tid siden rakte frem. Hun foreslog, at regeringen og oppositionen sluttede borgfred om Irak - og forleden kom et tilsvarende forslag fra De Konservative.

Så når regeringen og forsvaret forbereder en tilbagetrækning, mens oppositionen ønsker den, må det være muligt at skabe et kompromis og dermed genoprette enigheden om denne betændte sag.

Dansk Folkeparti er som sædvanlig imod et brobyggende forlig. Socialdemokraterne må ikke få æren for en dansk tilbagetrækning! Men er det virkelig partiets motiv - og lader regeringen sig virkelig tvinge i en for Danmark så vigtig sag?

TANKEN OM et nationalt kompromis om Irak er indlysende rigtig. Med 450 danske soldaters skæbne på spil er det ikke rimeligt, at Irak skal være en indenrigspolitisk kastebold.