Kim Larsen, der både holder af at smøge den på værtshus, og når han giver koncerter, har indledt en - ikke helt uberettiget - kampagne mod de nu godt et år gamle danske rygeregler. En kampagne til flere hundrede tusinde kroner, men Larsen og hans venner i Himmelblå Fonden har jo penge nok, så hvad pokker. Gesundheit macht frei - sundhed gør fri - lyder overskriften, og inspirationen er hentet fra de nazistiske udryddelseslejre, hvori det hed sig, at Arbeit macht frei. Det smagfulde heri kan diskuteres. Direktøren for Kræftens Bekæmpelse kalder det således for mangel på respekt for de seks millioner jøder, som nazisterne tilintetgjorde, og i avisen i går tog også tyskere i Danmark afstand fra sammenligningen. Men den er valgt med vilje - for nazisterne og antirygeren Adolf Hitler tilsidesatte jo også demokratiet på samme måde, som de danske politikere ifølge Larsen nu har gjort. I et demokrati er det ikke en statsopgave at bestemme, om folk må ryge eller ej, mener han og hans fæller.

Nu ville en kampagne som denne næppe nyde større opmærksomhed, medmindre den netop var provokerende - og medmindre kendte folk som Larsen, Erik Clausen og Anne Marie Helger stod bag. Og pointen er da heller ikke forkert. Det er ikke en politisk opgave at forbyde folk at ryge - eller at spise slik.

Den oprindelige hensigt med rygereglerne var ellers god nok. Hvis det har sin rigtighed, at et par tusinde danskere årligt dør af passiv rygning - altså af andres røg - må der naturligvis gøres noget. Ingen skal udsættes for røg mod deres vilje, og det er heller ikke lækkert at sidde på restaurant og nyde en god middag, mens der pulses løs ved nabobordet. Ligeledes er det en selvfølge, at de arbejdspladser, hvor mange mennesker opholder sig i samme rum, har en rygepolitik, så ingen generes. Hvad stort set alle danske arbejdspladser for længst selv har fundet ud af - helt uden politisk hjælp.

Vi tror også, at landets værtshuse kunne have fundet holdbare løsninger uden politisk indblanding.

Det er jo ulogisk, at rygeloven tillader tobak på ganske små værtshuse under 40 kvadratmeter - og ikke på større, hvor udluftningen må formodes at være bedre. At det også er konkurrenceforvridende skal blot nævnes i en bisætning, og med god ret kan man kalde det en krænkelse af ejendomsretten, at hver enkelt vært ikke må bestemme i eget hus. Hvad skulle der være i vejen for tydeligt afmærkede rygerværtshuse - hvor ingen naturligvis skal kunne anvises arbejde mod sin vilje - og ikke-rygerværtshuse? Der vil være kunder til dem begge, og på den måde ved folk, hvad de går ind til.

At rygeloven ikke gælder for de politikere, der har vedtaget den - der ryges fortsat på kontorerne på Christiansborg - gør den endnu mindre logisk. Og helt over gevind går de, der nu melder sig som fortalere for også at forbyde rygning udendørs. I så fald handler det ikke længere om at tage hensyn - men om, at rygning simpelthen anses for politisk ukorrekt. Og i så fald har Kim Larsen ret i, at lovene bliver adfærdsregulerende - som i de totalitære stater.

Så længe man ikke generer andre, må rygning være en privatsag. Ikke en politisk.