To mærkedage i første halvdel af marts stillede skarpt på det problem, at kønsfordelingen er skæv i det politiske liv. Kvinder er markant underrepræsenteret i byråd, i regionsråd og i folketingssalen, og i alle partier kniber det med at finde kvindelige kandidater.

Mærkedagene var kvindernes årlige kampdag den 8. marts samt 100- års dagen for danske kvinders adgang til stemmeboksene. Den 12. marts 1909 kunne kvinderne for første gang stemme til et kommunalvalg.

Omkring disse mærkedage fik offentligheden en række forklaringer på, at langt færre kvinder end mænd stiller op til politiske poster. Forklaringerne fra kvindelige samfundsdebattører, analytikere og fra kvindelige politikere havde det fællestræk, at de mandlige politikere blev anbragt i skurkerollen:

Kvindelige politikere udsættes for småchikane af mandlige kolleger, som slår ned på enhver lille fejl. Desuden er der i politik en mødekultur og andre normer, der favoriserer mænd. Og så videre.

Med et år til næste kampdag har kvinderne i meningsmøllen nu god tid til at overveje, om ikke tiden er inde til at stoppe denne jammer, som placerer kvindelige politikere i en hvor-er-det-synd-for-mig-rolle og som bestemt ikke giver andre kvinder lyst til at vove sig ind i de politiske cirkler.

Er der grundlag for kvindernes beklagelser? Nok et stykke ad vejen, for naturligvis skal de konkrete eksempler på dårlig behandling, som yngre kvindelige politikere nævner, tages for pålydende.

Modsat kan der nævnes lige så mange tilfælde, hvor en kvindelig politiker har haft en fordel af sit køn.

Lotte Bundsgaard, der nu har skiftet karrierespor, var indiskutabelt en dygtig politiker. Men en stringent saglig forklaring på, at hun fra sit første valg overlegent distancerede erfarne mandlige S-politikere i personlige stemmetal, ligger ikke lige for.

Da Bundsgaard stoppede, tog Julie Skovsby over som eneste kvinde på den fynske S-liste. Og fra den mindste fynske kreds, Assens, snuppede ukendte Skovsby et mandat på bekostning af blandt andre Svendborgs kendte fagforeningsmand Niels Chr. Nielsen. Hvem tør påstå, at Julie Skovsbys køn ingen rolle spillede?

De kvindelige politikere, der stadig ikke er overbeviste, kan læse et par interessante udtalelser i bogen "Borgens Dronninger" af medsøstre, der har klaret sig fint i branchen.

Mette Frederiksen (S): "Der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver".

Pernille Rosenkrantz-Theil, som siden har trukket et par nedladende bemærkninger i bogen om sin nye formand Helle Thorning-Schmidt tilbage, har så vidt vides ikke dementeret denne: "Kvinder, der sidder på Christiansborg, er røvhamrende privilegerede. Kan vi ikke godt stoppe klynkeriet i to sekunder?"

Pressen har grund til selvransagelse, fordi den ofte fokuserer på kvindelige politikeres udseende i sammenhænge, hvor det er helt ligegyldigt. Det kan føles diskriminerende og være irriterende.

Men påstanden om, at der lægges hindringer i vejen for politisk interesserede kvinder, holder ikke længere, end der kan argumenteres lige så vægtigt for det modsatte.