Knubbede ord var der naturligvis til den konservative kulturministers besvarelse af den forespørgsel om kulturens tilstand, som var rejst af SF, og som i går blev drøftet i Folketinget. Særligt blev Brian Mikkelsen beskyldt for at gøre kulturpolitikken til erhvervspolitik -og for, at regeringen i den grad stirrer sig blind på mantraet om, at der må spares alle vegne, for at de syge og handicappede kan få flere midler.



Nu er det ikke nødvendigvis skadeligt for kulturen også at tilgodese erhvervslivets interesser - som det sker med forslaget om at gøre kunst i virksomhederne afskrivningsberettiget.

Den frygt, der har været for misbrug, så kunstværkerne i stedet for på værkstedet kommer til at hænge i direktørens hjem, er der ingen grund til at dele. At tage værkerne fra virksomheden med sig hjem er lige så ulovligt som det har været at fratrække og afskrive ægte tæpper og dyre møbler.

Men dette forslag er også det eneste, der virkelig ser ud til at gavne kunstnerne. I den forbindelse er det værd at nævne, at regeringen lægger vægt på, det ikke kun er de blåstemplede kunstnere, der skal have gavn af ordningen. På det punkt synes kulturministeren at have til hensigt også at hjælpe nye kunstnere på vej.



Men ellers lød der, udover de knubbede, også mange kønne ord om at skære ned på antallet af administratorer for at bruge pengene til kunstnerne selv. Det er da også lykkedes at skære ned fra11 råd og nævn med tilsammen 77 medlemmer til nu to store råd med godt 46 medlemmer. Men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvordan de udøvende kunstnere, bortset fra mulighederne i erhvervslivet, bliver bedre stillet.



Det sker i hvert fald ikke ved den foreslåede forhøjelse af grænsen for biblioteksafgiften. Det er meget flot at sige, at de etablerede forfattere, som får biblioteksafgifter på over 5000 kroner, har bevist deres værd, hvorfor de skal score hele kassen. Men der er faktisk gode skribenter, for hvem 5000 kroner er mange penge. Også selv om de kun falder en gang om året. Den nugældende nedre grænse er nok for lav, men en grænse på 500 eller 1000 kroner turde være mere retfærdig.



Tiden er på mange måder moden til en fornyelse af kulturpolitikken, skrev kulturministeren i en kronik i Jyllands-Posten i går.

Han skrev også, at kunstnere i bred forstand - forfattere, teaterfolk, filmfolk med flere - i det hele taget skal frigøres fra at være afhængige af offentlige støttepuljer. Væk fra tilstanden som klient og i stedet sættes fri som de kunstneriske sommerfugle, der kan flyve frit og kaste støv og unikke oplevelser over dansk kulturliv.

Jamen, ikke et øje kan da være tørt!

Blot trist, at svaret på, hvordan midlerne skal kanaliseres ud til kunstnerne selv, fortsat blafrer i vinden.