En international finanskrise er som et tordenvejr, der langsomt nærmer sig.

Man ser lynene i horisonten, enkelte slår ned, og der falder store dryp. Men bliver det til alvor her og nu, hvor vi står og betragter det? Og som altid melder spørgsmålene sig: Hvis nu huset brænder, hvis skyld er det så? Hvad kan vi gøre for at undgå det i fremtiden? Og naturligvis det velkendte: Hvem skal nu betale?

At krisen kradser, behøver man ikke være aktionær i Roskilde Bank for at være klar over. Huspriserne falder 10-20 procent, alt efter hvor i landet huset ligger. Aktierne er indtil i fredags raslet ned, et par banker har måtte give op, andre er blevet fusioneret eller på vej til det. Tusinder af husejere må se sig "teknisk insolvente", fordi gælden overstiger den pris, deres hus kan sælges for. Atter andre sidder med to huslejer, fordi de har købt, før de har solgt. Samtidig er inflationen nået det højeste i mange år, fordi energi- og madpriserne er steget og lønforhøjelserne dermed ædt op.

Så der er nok at bekymre sig over, og som altid, når krybben er tom- eller truer med at blive det - bides hestene, og jagten på de skyldige går ind.

Men de skyldige er os alle sammen. Det er grådighedens pris, der skal betales. Alle har vi efter evne og omstændigheder raget til os. Friværdien i huset lokkede, og vidste vi ikke selv, hvor rige vi var blevet, lokkede banker og kreditforeninger. Se her, hvor rig du er. Hvor meget vil du låne? Politikerne er også skyldige. Hvor mange har ikke rentefri lån lokket i uføre?

Med rette er bestyrelser og direktioner i en række nu nødlidende banker særligt under anklage. Hvor var ansvarligheden, når muligheden var der for volumen og dermed for aktier, der var mere værd? Den lå på et meget lille sted.

Staten er vor far og mor, digtede Kumbel engang ironisk. Men nu må far og mor træde til, hvis tilliden, herunder udlandets, ikke skal gå fløjten. Det gjorde Nationalbanken herhjemme, og det gør den amerikanske stat og centralbank nu med en spændende redningskation, der i weekenden forventedes forhandlet på plads i Washington.

Men er det rigtigt, at den danske Nationalbank og nu den amerikanske sammen med regeringerne griber ind? Er det rimeligt, at bank-og kreditanstalter tilhører privatsektoren, når der er fortjenester at hente, men mere eller mindre nationaliseres, når det går galt?

Spørgsmålet blev rejst, da Nationalbanken midlertidigt overtog Roskilde Bank, og samme diskussion foregår nu i Amerika, hvor man spøgende spørger, om den næste præsident først og fremmest skal være bankdirektør?

Men bliver vi så klogere, nu grådigheden pris skal betales? Næppe. Vores forfædre kaldte synden for "den gamle Adam", der efter katekismen dagligt skulle druknes i bod og anger. Men som manden sagde til præsten: Der er jo bare det ved det, hr. pastor, at han kan jo svømme, det asen!

Men man kan jo håbe, at flere forstår, at de frie markedskræfter skal kultiveres for ikke at blive særdeles ukultiverede.