Der er erklæret våbenstilstand i Afghanistan - ikke i krigen mellem NATO og Taliban, men i den mere fredelige krig mellem de NATO-lande, der har tropper på den fjerne slagmark.

Begge krige er alvorlige nok. Den første og blodige er et led i kampen mod den internationale terrorisme, der menes at have sit hjemsted i netop Afghanistan. Krigen drejer sig også om, hvilket land Afghanistan skal være. En islamisk stat eller et land, der forsøger sig med demokrati.

Men den mere fredelige krig er også vigtig. Den handler om, hvordan NATO-landene indbyrdes skal fordele byrderne, og hvor store styrker indsatsen kræver.

Skabes der ikke enighed, smuldrer NATO, fordi kampen mod den internationale terrorisme er alliancens eneste opgave efter Murens fald. Der står således meget på spil, og det var da også et højspændt møde, NATO's forsvarsministre i sidste uge holdt i Vilnius. Forud havde den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, i et skarpt brev til den tyske regering krævet, at Tyskland sendte flere tropper. Og Canada truede med at trække sine 2500 hårdt prøvede mand hjem, hvis ikke et andet NATO-land sendte flere folk til den blodige Helmand-provins, hvor canadierne kæmper, og hvor også danskerne befinder sig.

Lignende toner har lydt fra andre lande. Vestens opbakning smuldrer, fordi krigen forekommer stadigt mere udsigtsløs. Når det så ydermere skorter på solidaritet, fordi en række lande ikke vil sende flere soldater - og stationere dem, hvor der er farligst - er det ikke mærkeligt, at der var krisestemning i Vilnius. Så når der overhovedet kunne opnås en midlertidig våbenstilstand i den indbyrdes krig, var det kun, fordi den uforudsigelige franske præsident, Nicolas Sarkozy, stillede i udsigt, at Frankrig måske vil sende yderligere 700 mand - et spørgsmål, der dog først afgøres i begyndelsen af april.

Ikke mærkeligt, at vælgerens opbakning smuldrer. Ganske vist er det hævdet, at tabene, historisk set, er beskedne. De vestlige lande har efter seks års indsats mistet 764 - heraf Danmark ni - mens Sovjetrusland mistede 13.000 i de otte år frem til 1988, da russerne endelig gav op. Men bortset fra, at 764 er 764 for mange, fortæller antallet af de mange år, der er kæmpet om Afghanistans sjæl, og det samlede antal af døde, hvor svær en opgave det er. Krigen synes endeløs, og udsigterne til sejr er svære at få øje på.

Så i den situation er det ikke nok at bedyre, at der er fremskridt at spore.

Vi mangler en tilbundsgående debat om, hvorfor vi er i Afghanistan. Er der tale om en fredsbevarende aktion, sådan som NATO oprindelig besluttede, eller er det en reel krig, vi er involveret i? Det synes Condoleezza Rice, USA's udenrigsminister - og herhjemme Dansk Folkepartis Søren Espersen - at mene. Så dét er det grundlæggende spørgsmål, som vi mangler at diskutere for alvor. Nogle mener, at vi er der for både at føre krig og for at bygge op. Men begge dele lader sig altså ikke gøre i dagens Afghanistan.