Det var naturligt, at hele den vestlige verden efter angrebet i New York indledte en krig mod terror. I Danmark fik vi da også indtil flere terrorpakker. Men gik vi for vidt ved at prioritere den nationale sikkerhed over stort set alle andre interesser?

Det spørgsmål diskuteres kun lidt i Danmark, hvor regeringen snedigt har koblet en nødvendig kriminalitetsbekæmpelse sammen med et påstået kultursammenstød mellem dansk og muslimsk og med krigen i Afghanistan. Og at dømme efter den offentlige debat mener mange da også, at vi står i en kamp på liv og død mod islam som religion.

Er det tilfældet, må man sige, at den vestlige verden har indladt sig på noget af en opgave - i betragtning af, at islam er en verdensreligion med cirka 1,4 milliarder tilhængere. Heldigvis er opgaven mere begrænset. Den gælder nemlig kun kampen mod de få procent af muslimerne, som vil bruge terror for at få en islamisk stat.

Men selv om kampen ikke gælder selve den muslimske verden, hvor de fleste regimer ikke deler islamisternes ideologi, er kampen mod terrortruslen unægtelig vigtig. Hvor langt skal vil så lade målet hellige midlerne? Lige efter 11. september 2001 var de færreste i tvivl. Både retssikkerheden og borgernes frihedsrettigheder blev lavere prioriteret.

Nu har tømmermændene meldt sig, og det er ikke blot små menneskerettighedskredse, som mener, at vi i choktilstanden efter New York kom til at smide barnet ud med badevandet.

I USA har Obama således klart meldt ud ved på sin første dag i Det Hvide Hus at lukke Guantánamo og afvise, at "vores fælles forsvar er et valg mellem vores sikkerhed og idealer". Den nye præsident vil slet ikke bruge udtrykket "Krigen mod terror". I Storbritannien kritiserede udenrigsminister David Miliband dele af Tony Blairs politik og erklærede, at retsstatsprincippet ikke må trædes under fode. Senest har Overhuset kritiseret den stærkt udvidede overvågning på offentlige steder, og der føres en debat om regeringens meddelagtighed i den tortur, terrormistænkte i USA’s varetægt blev udsat for.

Herhjemme er krigen mod terrorlovgivningen mere stilfærdig. Det er dog værd at bemærke, at kritikken forleden fik støtte fra uventet hold. I Berlingske kritiserede chef­juristen i den liberale tænketank Cepos regeringen for "aldrig for alvor at prioritere retssikkerheden over andre mere håndgribelige emner med større vælgertække". Han mener, at politiets udvidede adgang til telefonaflytning krænker borgerens retssikkerhed. Det samme gør tuneserloven.

Netop denne lov synes at have åbnet politikernes øjne for, at vi er kommet ud på et skråplan - og nu er det sivet ud, at et embedsmandsudvalg foreslår en domstolsbehandling, der kan vurdere, om udvisninger er besluttet på korrekt vis.

Særligt sikkerhedsgodkendte advokater kan som forsvarere få adgang til PET’s materiale.

Det lyder som et rigtigt skridt på vejen.