TONY BLAIR
Briterne var i 1997 så trætte af den konservative regering, at de gav Labour et parlamentsflertal, der ikke er set tilsvarende i mands minde. Den store stjerne i valgsejren var Tony Blair. Ham kunne vælgerne lide, for her var jo en almindelig fyr, som var optaget af at gøre det, der virkelig optog ham, og som han virkelig troede på.Tony Blair lagde selv ikke skjul på sin beundring for præsident Bill Clintons strategi, da han ville genvælges til Det Hvide Hus. Så han begravede Labours traditionelle mærkesager og styrede mod midten og videre mod højre, mens de konservative så magtesløse til.Tre år efter ser det ud som om, hvedebrødsdagene er forbi. Meningsmålingerne viser dramatisk faldende støtte til Labour-regeringen, Tony Blair selv synes at have mistet taget i vælgerne, og det ene interne, fortrolige papir efter det andet lækkes fra regeringen til en henrykt presse.I et af disse papirer skriver Tony Blair om nødvendigheden af at finde nogle gode politiske slagnumre, der kan vende stemningen. Han foreslår selv en hårdere holdning til kriminalitet og noget med familieværdier, der virkelig rykker, men ser helt konventionelle ud. Og tilføjer, at initiativerne skal forbindes med ham personligt.Med andre ord: Bliv langt borte fra alt, hvad der kræver omtanke, nytænkning og risiko.Det er vanskeligt at bebrejde den konservative leder, William Hague, at han i Underhuset retorisk spurgte, om nogen kunne forestille sig Winston Churchill bede om blod, sved og to eller tre iøjnefaldende initiativer. Det har ikke været morsomt for Hague at stå model til den hollandske auktion, som regeringen har indledt. Foreslår de konservative en strammere kurs over for asylansøgere, bryster Tony Blair sig af alle dem, der smides ud af landet i stedet for at fortælle briterne om de positive sider ved indvandringen. Foreslår de konservative hårdere kurs mod kriminelle, overbyder Blair, og lyder der konservative røster om flere pund til forsvaret, øger Blair forsvarsbudgettet for at demonstrere sin vilje til at kæmpe for Storbritannien.Blandt de lækkede papirer er et længere notat fra Tony Blairs såkaldte spindoctor, Philip Gould. I det står der faktisk, at Blair har mistet grebet og ikke har indfriet sine valgløfter. Men selv om en ikke-folkevalgt funktionær som Gould har indflydelse på Blair, er det premierministeren selv, der er problemet.Han er besat af trangen til at behage vælgerne og villig til at reducere sin politik til hovsa-initiativer, der kan sikre ham et nyt mandat. Han er ikke optaget af at lede folket, men af at tyde dets instinkter for derpå at imødekomme dem.Glansbilledet af Tony Blair er krakeleret, og synet er ikke kønt. Briternes regeringschef er så usikker på sin rolle, at han lader sig distrahere af avisoverskrifter. Han tænker mere på sit image end på at skabe en langtidsholdbar politik.De lækkede papirer er et tegn på indre spændinger i regeringen og et begyndende oprør mod Blair. Det vil ikke gavne nogen, hvis Labour vender tilbage til sin selvdestruktive kurs, før Blair kom til. Det vil derimod være gavnligt, hvis premierministeren udstikker en politik og følger den, fordi han finder den rigtig.