LEDER
DET ER mere end 10 år siden, at Muren faldt og freden mellem øst og vest omsider brød ud.

Den glædelige begivenhed rejste spørgsmålet om, hvem der nu var fjenden. Hvem det var, som NATO og dermed det danske forsvar nu skulle rykke ud og bekæmpe. Men bortset fra, at Hjemmeværnet har været i skudlinjen, blandt andet fordi det et par gange skød sig selv i foden og påkaldte sig uvenlig opmærksomhed, er en egentlig diskussion om det vestlige forsvars opgave ikke rigtigt kommet i gang.

MED ANGREBET den 11. september 2001 blev en ny, fælles fjende tydelig. Krigen mod terrorismen gik ind.

Det betød nye udfordringer for NATO og de enkelte medlemslande. Hele det gamle set-up med store hærenheder og tungt skyts, som kunne rykke ud, hvis styrker fra Warszawa-pagten gik i land på Langeland, var forældet. Målet var nu i stedet at opstille en ny, lynhurtig styrke, der skal kunne rykke ud med kort varsel langt fra Europa, uanset om et NATO-land er angrebet eller ej.

Det er tanker af denne art, som NATOs 19 stats- og regeringschefer skal drøfte ved topmødet om få dage i Prag. Udadtil vil optagelsen af syv nye østeuropæiske lande stjæle opmærksomheden - men efter at Rusland har opgivet sin modstand, er hovedproblemet at omstruktuere NATO til en helt anden organisation, som kan bekæmpe en fjende på en slagmark, der ikke er synlig.

I DENNE sammenhæng skal man se forslaget fra NATOs generalsekretær, George Robertson, om afskaffelse af værnepligten i Danmark - som det er sket eller vil ske i størstedelen af de øvrige medlemslande.

Generalsekretærens forslag vil næppe kunne samle flertal i Folketinget. Den almindelige værnepligt hænger på dansk grund nøje sammen med udviklingen af folkestyret. Vi vil ikke have lejesoldater. Alle skal i trøjen og kæmpe for fædrelandet. Det styrker forsvarsviljen, og det forhindrer, at hæren bliver en stat i staten.

MEN DEN almindelige værnepligt er ikke så almindelig endda. 40 procent af de egnede kommer slet ikke i trøjen. Og vel erindrer gamle soldater ved jubilæet glad og fornøjet den tid, de lå inde. Men lige så mange er ærgerlige over det afbræk i uddannelsen, som militærtiden betyder, og over den megen spildtid, som tjenesten indebærer. Forsvaret har ikke kun et positivt image.

DERFOR er forslaget om at forkorte tjenestetiden til tre eller seks måneder fornuftigt. De nicheenheder til NATOs fælles udrykningsstyrke, som vi skal stille, kan stadig blive uddannet. Berøringsfladen til folket vil blive opretholdt, og de værnepligtige vil fortsat udgøre en rekrutteringsstyrke til officerskorpset og til de fredsstyrker, vi skal indgå i.

Da der tilmed synes at kunne opnås bred enighed om en sådan reform, må man håbe, at forslaget realiseres.

SOM SKOLEN fortjener forsvaret, at man ikke kriges om det.