Kirke-kampen


Kirke-kampen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teksten til i dag, 2. juledag, handler om den hellige Stefanus og dermed om kirkens martyrer. Dem har vi ikke mange af på vore breddegrader, og en egentlig kirkekamp kender vi heller ikke.

Men det trækker op til en efter danske forhold ganske bitter strid mellem stat og kirke. Man behøver blot at sige Brorsons Kirke, klimaklokker eller - mere indforstået - Porvoo-erklæringen. En samarbejdsaftale, som en række lutherske kirker i halvfemserne indgik med den anglikanske kirke, men som den danske kirke ene af de nordiske kirker sagde nej til.

I alle tilfælde drejer det sig om, hvor selvstændigt folkekirken kan handle i forhold til staten.

På den ene side står regeringen og hævder med Dansk Folkeparti og tidehvervsk-grundtvigske kredse som sufflører, at kirken værsgo har ikke at blande sig i politik. Det gør den, mener kritikerne, når den for eksempel kæmper for afviste asylansøgere og giver dem ophold. Derfor skal kirken sættes på plads, og præsten skal afskediges. Ønsker danske kirker i lighed med kristne kirker over hele Jorden at ringe 350 slag i anledning af klimatopmødet, erklærer kirkeministeren, Birthe Rønn Hornbech, at det skal hun give lov til, og formanden for Folketingets kirkeudvalg, Britta Schall Holberg, mener, at initiativtagerne må "være blevet vanvittige".

Om folkekirkens tilslutning til Porvoo - navnet skyldes den finske by, erklæringen blev til i - erklærer kirkeministeren, at det er "uden betydning", mens Britta Schall Holberg siger, at det kun er biskopperne og Mellemkirkeligt Råd, der har gjort det, og "de kan melde sig ind i en golfklub, og hvad de ellers vil". Sådan er tonen, og den gør som bekendt musikken.

Udtalelserne er forbavsende, da Folkekirkens Mellemkirkelige Råd er et demokratisk organ, der har til opgave at varetage det fælleskirkelige arbejde, hvortil selvsagt hører ind- og udmeldelse af relevante samarbejdsfora. Og som man kan sige sig selv, har rådet ikke foretaget indmeldelsen, uden at landets biskopper var indforstået. Det var dem, samme Britta Schall Holberg fandt vanvittige, da de samstemmende fastslog, at staten ikke skulle blande sig i, hvornår kirken ringer med sine klokker.

Det er ikke svært at forudse, at denne begyndende kirkekamp vil fremme den adskillelse af kirke og stat, der længe har tegnet sig i horisonten.

En kristen kirke kan samarbejde med staten - til begges fordel, som det i århundreder er sket i Danmark. Men den kan ikke lade sig diktere, hvad den må mene noget om, heller ikke om politik.

I øjeblikket blander nævenyttige politikere sig alt for meget, men som en kat vender om og viser klør, hvis den for længe trædes på halen, gør flere og flere biskopper og lægfolk det nu, senest tidligere kirkeminister Torben Rechendorff (K).

I den nuværende situation får biskopperne mere og mere magt. Det er helt imod, hvad Folketingets kirkepolitikere ønsker, herunder de to nævnte magtfulde damer.

Men så må de bide i det sure æble og give kirken større frihed og en egentlig forfatning - med et kirkeråd som en demokratisk overbygning på menigheds- og stiftsråd. Det er, hvad valget står imellem: en bispekirke eller et kirkeråd.

Kirke-kampen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce