Alle valg er spændende, og på hver valgdag sidder familien Danmark som i en ventesal den lange valgdag igennem og venter og venter...

Men i dag er det ekstra spændende, og det af én eneste årsag: Naser Khader. Han brød med sine radikale venner, fordi de ikke ville give Anders Fogh Rasmussen en chance. Det vil Naser Khader, for hans nye alliance er et borgerligt midterparti. Men et humant ét af slagsen, siger han, og derfor kræver Naser en ny Anders. Men en sådan bryder Pia Kjærsgaard sig slet ikke om. Derfor står Anders Fogh over for en opgave, der ligner løsningen af cirklens kvadratur.

Ny Alliances krav flugter langt bedre med oppositionen, som da også valgkampen igennem har lagt madding ud for Naser og hans venner. Men uden held, for han brød jo netop med sit gamle parti, fordi de ikke ville pege på Fogh.

Naser Khader er tydeligvis en parti­leder i knibe med angstens sved på panden. Hvad gør man så? Man tripper, og det er netop, hvad vi ser ham gøre i disse valgkampens sidste timer. Først siger han, at NA som et borgerligt midterparti vil pege på Fogh. Så siger han, at statsministeren alligevel ikke uden videre kan fortsætte. Der skal en dronningerunde til, så man kan være sikker på, at der indledes reelle forhandlinger om det fremtidige regeringsgrundlag.

Formålet med Naser Khaders tågetale er selvfølgelig at presse Anders Fogh Rasmussen uden at lægge så megen luft til ham, at NA's borgerlige vælgere bliver skræmte.

Men Khaders argumentation hænger ikke sammen. Ligesom man ikke både kan stange ål og være på harejagt, kan man ikke både forlange, at Fogh går af til fordel for en dronningerunde og samtidig erklære, at den siddende statsminister er ens kandidat.

Efter dansk parlamentarisk skik behøver en regering ikke at have et flertal bag sig. Men den må ikke have et konstateret flertal imod sig.

VK-regeringen er ikke gået af, og konstaterer Anders Fogh Rasmussen i nat, at hans hidtidige flertal med Dansk Folkeparti er tabt, behøver han ikke af den grund at indgive sin afskedsbegæring, hvis ellers Ny Alliance kan levere det nødvendige antal mandater - og er villig til at støtte ham. Hvad man jo har sagt, at man er. Skifter Khader derimod mening, risikerer regeringen at få et flertal imod sig, når den møder Folketinget.

Alt afhænger altså af, om regeringschefen kan finde et kompromis mellem de krav, som Dansk Folkeparti møder med, og de krav, NA vil stille. Det sker med garanti ikke i nat. Og opgaven kan da også blive så broget, at statsministeren alligevel ender med at gå til Dronningen, og så vil spillet for alvor begynde.

Så spændingen om, hvem hvem den næste statsminister bliver, kan meget vel trække i langdrag. Medmindre VKO kan fastholde sit flertal.

Eller medmindre Helle Thorning-Schmidt bare tager fusen på Fogh og vinder valget.