Så fandt Naser Khader da et nyt parti. Igen. Siden han brød med Liberal Alliance, som han som bekendt stiftede efter at have forladt De Radikale, har rygterne om hans videre politiske færd floreret livligt. Og at det netop blev hos De Konservative, han søgte havn, kan ikke undre. Så megen politisk substans rummer han trods alt, at han kan se, hvor det er mest logisk at placere sig.

Valget måtte falde på et borgerligt parti - og med Khaders radikale fortid ville Dansk Folkeparti trods alt være for stort et spring. At se sig selv i gruppe med Karen Jespersen, der for tiden er medlem af Venstre, rakte hans fantasi nok heller ikke til. Tilbage var De Konservative. Rimeligt nok - for ganske vist har meget førhen skilt radikale fra konservative, men hvis De Konservative ikke havde solgt deres sjæl til Dansk Folkeparti, hvad ville så i dag forhindre de to partier i at samarbejde? Det er formentlig ikke tilfældigt, at Liberal Alliances spidskandidater til byrådene i Odense og Svendborg nu begge har meldt sig som konservative.

Naturligvis er De Konservative glade for deres ekstra mandat. Den nye mand er velkommen. Men karakteristisk for Christiansborgs opfattelse af Khader som politiker har den konservative gruppe indtil videre ikke overladt ham nogen ordførerpost.

Uden for Christiansborg har Naser Khader utvivlsomt fortsat en fanskare. Ingen vil heller nægte, at han er vindende og charmerende, enhver svigermors drøm og et smukt eksempel på, hvordan en indvandrer kan bryde sin kulturelle og sociale arv og nå frem i det danske samfund. Men inden for murene har man for længst set, at Naser Khaders politiske evner ikke står mål med hans ambitioner. De har altid været tårnhøje. Således har han væddet om, at han er Danmarks integrationsminister inden for to år - og før han i går sprang ud som konservativ, forlød det (med ham selv som kilde?) at han skulle være sit nye partis integrations- og udenrigsordfører.

Men foreløbig bliver han ingen af delene - og udenrigsordfører bliver han nok aldrig. Klogt set af den konservative ledelse, for hvornår har nogen hørt Khader komme med et vægtigt indlæg om andet end integrationspolitik? Hans optræden under valgkampen, som da han i Kalundborg skulle forklare sit partis skattepolitik, var ren striptease, ligesom filmen om Ny Alliances storhed og fald var det.

Om skattepolitik ved til gengæld en anden radikal udbryder, Anders Samuelsen, mere end de fleste. Men han overspillede totalt sine kort, da han søgte at afpresse regeringen løfter om øjeblikkelige skattelettelser for at acceptere et milliardtilskud til boligrenoveringer - penge, som både byggebranchen og boligejerne utålmodigt venter på. Med kun to af Folketingets mandater i baghånden har det virket på grænsen til det komiske at se en dværg optræde som stærk mand.

Så er der mere politisk gehalt i den tredje radikale udbryder, Simon Emil Ammitzbøll.

Sandsynligvis kan hans parti, Borgerligt Centrum, lige så lidt som Liberal Alliance forcere spærregrænsen. Men Simon Emil er et politisk talent, som vi ikke har hørt det sidste fra.