Politik
De konservative er svækket på Fyn, skrev vi på forsiden i går. Anledningen var, at det unge byrådsmedlem i Odense, Lasse Bork Schmidt trak sig som folketingskandidat i Nyborg, som nu står uden kandidat her ikke længe før folketingsvalget.

Det er aldrig en rar situation for en kreds, og spørgsmålet er da også, om det virkelig havde været nødvendigt, at Lasse Bork Schmidt trak sig som folketingskandidat.

Lasse Bork Schmidt er tidligere formand for Konservativ Ungdom, og havde kun en beskeden rolle i den så meget omtalte chikane overfor justitsminister Frank Jensen.

Selvfølgelig skulle de unge da ikke have gjort det, og selvfølgelig skulle det være stoppet. Men så er det vel heller ikke værre?

Men nu har han valgt at trække sig - eller blev han gået? - og koncentrere sig om valget til Odense Byråd.

Da Pernille Weiss også valgte at trække sig, står partiet uden det, der hedder kendte kandidater, når lige undtages den vigtige pointe, at partiets leder, Bendt Bendtsen er valgt på Fyn.

Det er selvfølgelig en svækkelse, at han er det eneste kendte navn. Til gengæld burde hans partiformandspost kunne trække nogle ekstra stemmer. Kan den ikke, eller måske tværtimod, så har partiet igen fået sig et stort problem, så mon ikke en række konservative tænker sig om?

Bemærkningen om, at der i øvrigt mangler kendte, har fået et andet af partiets unge håb, Vivi Kier til at fare i blækhuset, som det ses på siden her. Det er god læsning. For selvfølgelig har hun ret: man kan ikke blive kendt, før man har lagt arbejde i at blive det.

Og den mest seriøse måde er nu engang at blive kendt i et parti ved at gøre et dagligt stykke politisk arbejde - og have den drøm, som Vivi Kier har: at blive valgt. Findes der nogen bedre drivkraft? Det bør vælgerne også erkende. Intet parti får ung fornyelse, hvis man kun går efter stjerner, der er blevet kendt for noget andet i forvejen.

Det er en klassisk diskussion. Der går mange i Folketinget, som har gået der i årevis, uden at de er blevet kendte. Nogle af dem laver et solidt stykke dagligt arbejde, som påskønnes alt for lidt. Fordi de ikke er så synlige.

Hvis synligheden er resultatet af et solidt stykke politisk og organisatorisk arbejde for det, man tror på, så er det en god ting, der også vil betyde soliditet. Men hvis kendtheden bare bliver en gang glat fernis, som er hevet over i anledning af, at en eller anden kendis gerne vil i Folketinget for osse at have prøvet det, så dur kendtheden til ingenting. Kun til at gøre vælgerne død-trætte af politik.

Rektor Karen Maigaard skrev i onsdagsavisen om behovet for holdninger og mod - også til ikke at vælte om for den første den nærmeste stemningsbølge eller pres. Det behov bliver større og større i en tid, hvor så meget er forvirrende og fyldt med alle mulige meninger og taktik, som flagrer løst i luften.

Vi har behov for fundamenter. Det er ikke sikkert kendtheden alene leverer dem. Så klø bare på, Vivi Kier og de andre unge. Er du flittig nok, holder du af det, tror du på det, så skulle vælgerne være nogle skarn, om de ikke belønnnede det og giver dig chancen.