DER BLIVER slagsmål om de arbejdsløse, inden den nye kommunalreform bliver ført ud i livet.

Ifølge Strukturkommissionen skal hele arbejdsformidlingssystemet laves om, så det ansvar i fremtiden bør ligge i hænderne på de nye og større kommuner. Men det forslag møder voldsom modstand fra både LO og DA, der fremhæver, at det skal ske i statsligt regi og under så ensartede forhold som muligt. Selv i dag kniber det med fælles fodslag, fordi arbejdsformidlingerne er delt op i mange og små enheder. Hvordan vil det så ikke gå, hvis endnu flere kommuner skal løse opgaven, lyder det advarende.

INDEN slagsmålet for alvor kommer i gang, kunne man drillende stille et spørgsmål: Hvem sigter arbejdsformidlingen især imod? Er det for at skaffe arbejdskraft til trængende virksomheder - eller er systemet til for at hjælpe ledige tilbage i job?

For hvis man skal tro den debat, der blandt andet finder sted i denne avis, så føler mange af de mennesker, der kommer i kontakt med AF-systemet sig oftere behandlet som et nummer end som et selvstændigt individ.

Eksemplerne på roderi har været talrige. Hvem husker ikke Micro Matic-folkene, der blev indkaldt til jobsøgningskurser, da de gik på arbejdsfordeling? Det blev både de og andre stødt over. Og det blev en 65-årig kvinde også, da hun blev kaldt til samtale og fluks modtog en handlingsplan fra den lokale arbejdsformidling! Så har systemet sejret over mennesket.

JOBFORMIDLING i dagens Danmark foregår på flere niveauer. Kommunerne tager sig af de svageste, a-kasserne sig af de stærkeste og AF sig især af folk med korte og mellemlange uddannelser.

Dertil kommer de mange private vikar- og jobbureauer, der spinder guld på de mest foretagsomme. De har nemlig for længst mistet tålmodigheden med det offentlige.

Jobformidling er bestemt ikke uprøvet land. I tidernes morgen var det fagforeninger og a-kasser, der løste opgaven, siden fik det offentlige via AF så monopol, og da det tilsyneladende ikke virkede godt nok, blev der i 1978 atter løst lidt op, så a-kasser og kommuner også fik lov til at skaffe folk i arbejde.

HVEM ER nu bedst - eller mindst ringe? Arbejdsformidlingen har ikke været en ubetinget succes. Mange job kommer slet ikke til dens kendskab, og når det drejer sig om ledige akademikere, går det helt galt.

På kommunalt plan har vi også set svipsere. Sidst med Bodum-sagen i Svendborg, hvor der gik lidt for meget kassetænkning i den med lovstridig aktivering til følge. Nærhed er ikke nødvendigvis lykken.

MEN DER er altså noget ideelt i tanken om, at alle folk uden arbejde skal ind og ud af samme dør. At de bliver behandlet som mennesker og ikke brikker i et brætspil.

Det må en ny kommunalreform sikre.