I HVERT fald må de gamle vittigheder om radikalt vægelsind nu forstumme. Der er ikke længere risiko for at dø af sult ved tag-selv-bordet.

Man må lade den politiske leder, Marianne Jelved, at hun er klar i mælet. Fra hendes side er det, med et engelsk udtryk, der er gledet ind i det danske sprog, take it or leave it.

I PARTIETS interne magtkamp har Jelved sat den ambitiøse og Fogh-venlige opkomling, Naser Khader, på plads ved at gentage de seks "uomgængelige" krav, som de Radikale vil stille, hvis partiet sidder på nøglemandaterne efter næste valg.

At Jelved som en lille luns til Khader udskiftede sit oprindelige ord ultimativ med uomgængelig, har kun symbolsk betydning, fordi Jelved i samme åndedrag understreger, at ordene er synonymer.

Altså: Skal de Radikale med i en regering, så er det partiets politik på udlændinge-, skole-, skat-, velfærds- og udenrigsområdet, der skal køres efter.

Desuden skal Jelved være statsminister.

Hallo, Thorning-Schmidt og Fogh! Har I fattet budskabet?

IKKE NOK MED, at den 62-årige leder med sin bombastiske udmelding spiller særdeles højt spil, fordi hun vil være færdig som politisk chef, hvis taktikken kikser.

Marianne Jelved er også på vej til at ændre de Radikales historiske position i dansk politik. Rollen som det pragmatiske, midtsøgende og resultatorienterede parti synes umulig at fortsætte. Tendensen har kunnet spores længe, og nu er der ikke langt igen, før de Radikale må betragtes som et regulært fløjparti.

DET MÅ undre, at en dreven taktiker som Jelved på forhånd stiller sig op i et hjørne længe, inden man kender resultatet af næste valg. At det begrænser mulighederne siger sig selv, men også hendes argument, at Fogh under alle omstændigheder foretrækker Dansk Folkeparti som allieret frem for de Radikale, kan diskuteres.

I hvert fald skal man ikke ret langt ud i VK's politiske bagland, før man støder på lønlige ønsker om at udskifte DF med de Radikale.

Men skal enderne mødes på for eksempel udlændingeområdet, så kræver det naturligvis, at alle parter er parat til at fire.

NU FINDES der jo talrige eksempler på politikere, der vender på en tallerken (Krag: Man har et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt?).

Og det er såmænd Marianne Jelved selv, som - ganske vist for efterhånden længe siden - har sagt, at hvis chancen for en SR-regering byder sig, så finder de to partier nok ud af det.

Siden har Jelved dog udtalt sig så kategorisk og gentaget sine krav så ofte, at det vil slide hårdt på hendes troværdighed, hvis hun med en begrundelse opfundet til lejligheden springer på en regeringsvogn uden at få sine "uomgængelige" krav opfyldt.

OM END der i de radikale rækker uden tvivl er en del, der er bange for, at partiet er på vej ind i en blindgyde, så skal det medgives, at Jelved har skabt klarhed om linjen og lederskabet.

Men prisen kan vise sig at blive høj.