Det er ikke underligt, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp ikke vil dø. Vi bestemmer det meste her i livet selv - hvilken uddannelse vi vil have, hvem vi gifter os med, hvor vi skal bo, hvor mange børn vi synes passer os. Hvorfor så ikke selv bestemme, hvornår det skal være slut? Senest har den fremtrædende konservative politiker Helge Adam Møller erklæret, at han i hvert fald selv vil bestemme.

Et flertal af borgerne synes da også at være enig med ham. Måske fordi de selv har haft uhelbredeligt syge pårørende, der ønskede at dø, men ikke fik lov til det. Som for eksempel en kendt professor, Axel Bolvig, der er blandt diskussionens deltagere. Hans hustru gennem 40 år havde kæmpet med kræften i de 20. Til sidst ville hun ikke ind i systemerne endnu en gang, men ønskede at holde op, "mens der stadig var en vis skønhed ved livet".

På baggrund af sine erfaringer er Axel Bolvig tilhænger af den aktive dødshjælp. Modstanderne har "et for distant forhold" til den, mener han.

Hvem forstår ikke både professor Bolvig og hans kone?

Alligevel er det godt, at Etisk Råd siger nej, og at et flertal i Folketinget gør det samme. Det er nemlig ikke så ligetil, som mange mener, at pille ved loven om livets ukrænkelighed.

Hvem skal for eksempel bestemme, at nu skal livet slutte? Patienten selv, lyder svaret. Men ved man, om patienten fremsætter sit ønske af et ærligt hjerte - eller for ikke længere at være til besvær? Er han presset af sine pårørende? Hvor mange er i de sidste dage og timer overhovedet i stand til klart at gennemskue deres situation? Man kan også spørge, hvem der skal give den definitive indsprøjtning. Læger, vil de fleste svare. Men mange læger vil undslå sig, fordi beslutningsgrundlaget ofte vil være tvivlsomt. At tage liv strider mod en læges hele gerning og det løfte, han aflægger om at læge og lindre. En læge kæmper pr. definition mod døden.

Derfor er det godt, at dansk lov klart siger nej aktiv dødshjælp. Men også godt, at den siger ja til passiv dødshjælp. Dødssyge mennesker kan fravælge en behandling, der kun udskyder døden. Og de kan modtage smertestillende midler, der måske fremskynder den. En læge kan ligeledes undlade at begynde eller fortsætte en livsforlængende behandling af døende, der ikke længere selv kan udøve deres selvbestemmelsesret. Passiv dødshjælp er således fuldt lovligt.

Men lad os ikke kun tale om aktiv og passiv dødshjælp, men også om livshjælp.

Med de stadig flere hospicer, der omsider er opført, blandt andet i Odense, er vi på vej. Men meget andet kan gøres for at hjælpe mennesker det sidste stykke. Også de mange svage gamle, der ikke befinder sig i den såkaldte terminale fase, men hvis helbred er alvorligt mærket af de mange år.

De magter ikke længere at bo i eget hjem, knap nok på plejehjem, hvor der i øvrigt kan være lange ventelister. Og hospitalerne udskriver dem dagen efter, at de er kommet ind.

Midt i al vores planlægning er disse mennesker blevet til overs. De trænger også til livshjælp.