I dag er der valg til Islands Alting. For første gang siden det økonomiske kollaps i efteråret får vælgerne lejlighed til at sige deres mening .

Selv om valget først kommer nu, er der sket meget på den politiske scene. Store folkelige protester foran Altingets bygning før jul tvang den gamle regering til at gå. Køkkentøjs-revolutionen kaldtes protesterne, fordi flere end 1000 mennesker uge efter uge stod og slog på gryder og pander, så politikerne ikke kunne få ørenlyd.

Den folkelige harme var stor. Fra at være en beundret kulturnation og et velordnet samfund med en af verdens højeste levestandarder fik Island ry af en bananrepublik, hvor en lille gruppe erhvervsfolk kunne manipulere banker og politiske partier med katastrofale følger.

Man kunne have forestillet sig, at vreden først og fremmest ville rette sig mod de smarte forretningsfolk - finansvikingerne, som de kaldtes - der drog udenlands og for lånte penge købte virksomheder op. Men vreden vendte sig først og fremmest mod det store gamle borgerlige parti, Selvstændighedspartiet, der har været regeringsbærende i årtier, og mod nationalbankdirektøren og banktilsynet, som man mente havde svigtet.

Den gamle regering bestod af Selvstændighedspartiet og en socialdemokratisk alliance, og skønt de begge havde fået støtte af de nu krakkede finansforetagender, fortsatte socialdemokraterne i den overgangsregering, som det andet venstrefløjsparti, De Venstregrønne, også fik sæde i.

Alle meningsmålinger tyder på, at denne regeringskonstellation får flertal og fortsætter. Derimod spås Selvstændighedspartiet, der før samlede henved 40 procent af vælgerne, at blive næsten halveret.

Opgaven, der venter den nye regering, er overvældende. Mens den økonomiske krise i Danmark har medført en tilbagegang i bruttonationalproduktet på cirka tre procent, er tilbagegangen i Island på omkring de 10. Arbejdsløsheden på cirka ni procent ventes at stige yderligere.

Samtidig skal kæmpegælden til det internationale samfund afvikles - og forude venter endnu en gældsbyrde. De såkaldte Icesafe-lån til engelske og hollandske indskydere i islandske banker, oprettet i Holland og England. Alene denne gældspost svarer til den krigsskadeerstatning, Versaillesfreden pålagde tyskerne efter Første Verdenskrig - og som de ikke kunne betale.

Store nedskæringer på statsbudgettet og stigende skatter er derfor uundgåelige. Men det har man ikke talt så meget om i valgkampen. Derimod har spørgsmålet om medlemskab af EU spillet en stigende rolle. De fleste partier er splittet, kun socialdemokraterne er 100 procent for. Sandsynligvis vil det nye Alting lade en folkeafstemning afklare, om Island skal søge. Et flertal ventes at sige ja, og den almindelige optagelsesprocedure kan så begynde.

Islændingene er et sejt folk. Om et par år har de rystet nederlaget af sig og rejst sig på ny. En kulturel opblomstring har taget fart, og gamle dyder er fundet frem. Og på vejen mod bedre tider er det værd at notere, at det folkelige oprør ikke gik ud af kontrol. Det blev opfanget af de bestående partier, der har vist vilje til dels at undersøge finanskandalen til bunds, dels til at finde nye ansigter. Dermed bestod demokratiet sin prøve.