Islam på hjernen


Islam på hjernen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det begyndte med, at Jesper Langballe skrev, at muslimske fædre slår deres børn ihjel og vender det blinde øje til onklers voldtægt. Det fortsatte med, at et andet medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe gav udtryk for, at intet fornuftigt menneske kunne finde på at gifte sig med en muslim.

Og foreløbig er det så endt med, at et tredje og indtil for nylig fremtrædende medlem af DF’s gruppe er blevet løsgænger - og med rumleri i det kommunale bagland, hvor et byrådsmedlem i Viborg ligeledes har sagt farvel. Samt med halve beklagelser og udenomssnak fra de implicerede og Pia Kjærsgaard.

Spørgsmålet er, om det så også ender her. Tør man håbe, at de egent­lige samfundsproblemer - Afghanistan, stigende arbejdsløshed, det store budget­underskud og rodet i sundhedssektoren - kan fortrænge eller i det mindste supplere den såkaldte værdi­debat?

I Dansk Folkeparti ved man ikke rigtigt, hvad ben man skal stå på. På den ene side er man godt klar over, at partiets høge indimellem går for vidt. På den anden side er der nok stemmer i det.

Ensom er Langballe, den ene af høgene, da heller ikke. Selv blandt intellektuelle er der mennesker, der ligesom han mener, at islam er en pest over Europa i lighed med nazismen. I en bemærkelsesværdig klumme i går har Tom Jensen, der er blandt chef­redaktørerne ved Berlingske Tidende, således fremdraget udtalelser af to af dem: Trykkefrihedsselskabets omstridte formand, Lars Hedegaard, og Søren Krarup, Langballes fætter.

I en tale i Bruxelles i 2007 sagde Lars Hedegaard, at det kan blive nødvendigt i kampen mod islam "at skabe parallelle institutioner under vores kontrol, kombineret med civil ulydighed". Og tilsvarende tanker var Søren Krarup sidste år inde på i en artikel i Grænseforeningens blad. Krarup mener, at "det på et tidspunkt vil stå klart, at vi er sat fra styret (...) Derfor kan det ende med en modstandskamp, hvor man kræver retten til at bestemme i sit eget land".

Læst efter pålydende siger de to debattører altså, at i kampen mod islam helliger målet midlerne. Dermed står vi med Berlingske-redaktørens ord over for "en fløj med tråde langt ind i regeringens støtteparti, der åbenbart er villig til at suspendere vores demokratiske friheds­rettigheder".

Det bliver spændende at se, om Hedegaard og Krarup for alvor vil fornægte demokratiet i dets eget navn og dermed sætte sig selv i bås med de venstreorienterede kredse, de ellers så ihærdigt bekæmper, og som jo under Den Kolde Krig også var villige til at se stort på demokratiet og ty til civil ulydighed og det, der var værre.

Lad det være sagt klart: Hedegaard og konsorter har ikke ret. De har fået islam på hjernen og lider af noget, der ligner paranoia. Vi er ikke i krig mod en verdensreligion, der tæller mere end én milliard troende. Vi er i krig mod nogle få procentdele i den muslimske verden, de såkaldte islamister, der som radikale fløje i alle religioner ikke vil anerkende menneskerettigheder og demokrati. De skal bekæmpes med alle demokratiets midler.

Men de meninger, som Krarup og Hedegaard har om mål og midler i den erklærede "modstandskamp", er langt alvorligere end Langballes generaliseringer.

De undsiger nemlig det demokrati, de foregiver at tjene.

Islam på hjernen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce